Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Udsat for svindel: Frederikke er fejlagtigt stemplet som misbruger

Foto: TV 2

Frederikke Johnsen fra Aalborg er blevet udsat for identitetstyveri. Nu er hun fejlagtigt registreret som morfinmisbruger i sin patientjournal.

Når først en oplysning er skrevet ind i en patients journal, så kan det ikke slettes igen. Det kan få store konsekvenser for patienter, der er udsat for identitetstyveri.

I Frederikke Johnsens lægejournal står der med versaler, at hun har et MORFINMISBRUG.

I virkeligheden har Frederikke Johnsen aldrig taget morfin. Hendes CPR-nummer er blevet udnyttet af en kvinde, der har svindlet sig til at få ordineret stærke morfinpiller over hele landet. Alligevel kan Frederikke Johnsen ikke få slettet de fejlagtige oplysninger i sin journal.

- Jeg har faktisk præsteret at lime to flænger på mig selv med superlim, fordi jeg ikke turde kontakte vagtlægen - simpelthen fordi de har anklaget mig for at være morfinmisbruger, fortæller hun. 

Siden 2015 har en storsvindlende kvinde bedraget landets lægevagter med flere forskellige personers CPR-numre. I alt har hun formået at få udskrevet flere end 6000 stærke morfinpiller, der også kaldes opioder.

I dansk ret er reglerne sådan, at man ikke kan få slettet oplysninger i sin patientjournal.

Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura

Frederikke Johnsen fra Aalborg er en af dem, der har fået udnyttet sit CPR-nummer. Hun blev første gang bekendt med svindlen, da hendes læge kontaktede hende i juni 2019 med en mistanke om, at hendes oplysninger blev misbrugt.

- Det er et kæmpe kontroltab, at en fremmed har mit CPR-nummer. Jeg ved ikke, hvad det kan blive brugt til. Jeg kan kun blive klog af skade. Det har stresset mig meget, og jeg har haft det skidt i perioder, men det har været op ad bakke, fortæller hun.

I forsøget på at slippe ud af de fejlagtige oplysningers skygge, har Frederikke Johnsen i syv måneder forsøgt at skifte CPR-nummer. Det vil betyde, at hendes rigtige sundhedsoplysninger heller ikke følger med, men den konsekvens er hun klar til at acceptere.

Frederikke Johnsen blev i 2019 kontaktet af sin praktiserende læge, der havde mistanke om, at hun blev udsat for identitetstyveri. Lægen havde ret - en 42-årig kvinde misbrugte Frederikke Johnsens CPR-nummer 14 gange for at få udskrevet morfinpiller. Foto: TV 2

Forkerte oplysninger slettes ikke

Selv om misbruget i dag er stoppet, og den svindlende kvinde afventer en retssag, så er problemerne ikke stoppet for Frederikke Johnsen, der til daglig arbejder som lærer. Hendes journal indeholder flere oplysninger, som ikke er korrekte, men som alligevel ikke kan slettes.

Det drejer sig om oplysningen om, at hun er morfinmisbruger, samt oplysninger om, at man ikke kan stole på, hvad hun siger.

I tre år har Frederikke Johnsen af flere omgange kontaktet lægevagtssekretariatet, men indtil videre er der intet sket, og hun frygter, at det kan få store konsekvenser, hvis ikke oplysningerne slettes fra journalen.

VIDEO: Hør Frederikke Johnsen fortælle om svindlens konsekvenser:

- Jeg frygter, at de forkerte oplysninger i min journal bliver rodet sammen med min egen sygdomshistorik, og det er farligt for mig. Jeg frygter fejlbehandling, og det kan i værste fald være livsfarligt. Og så er jeg blevet forvekslet med svindleren og kaldt morfinmisbruger. Det er utroligt uværdigt og grænseoverskridende, siger Frederikke Johnsen til TV2 Nord. 

Kampen mod systemet og de ukorrekte oplysninger i journalen har drænet hende i tre år.

- Jeg er udmattet - det har været en rigtig lang og opslidende kamp for at rydde op i mit eget liv. Og det er ret meget Sisyfos-arbejde (græsk myte om mand, der som straf skulle rulle en sten op ad en bjergside igen og igen til evig tid, red.). Det tager lang tid at komme bare et lille stykke vej - det bruger jeg nætter, weekender og ferie på, fortæller hun.

Se hele historien om Frederikke Johnsen og andre, der har fået misbrugt deres CPR-nummer i 'Station 2: Pilledronningen' på TV 2 PLAY:

Som loven er i dag, så er der ingen mulighed for at slette oplysninger fra patientjournalen, når først de er skrevet ind. Heller ikke, hvis det viser sig, at der er foregået svindel med identiteten.

Det fortæller Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura på SDU:

- Patienter, der er udsat for identitetstyveri, hvor nogen indløser recepter i deres navn, de er dårligt stillede. I dansk ret er reglerne sådan, at man ikke kan få slettet oplysninger i sin patientjournal.

Morfinpiller, også kaldet opioider, kan være stærkt afhængighedsskabende. I USA har opioider taget livet af en halv million amerikanere i løbet af de seneste 20 år. Foto: TV 2

Kan have store konsekvenser

Den svindlende kvinde er 42 år, og hun har i alt misbrugt 41 personers CPR-numre i hele landet. I Frederikke Johnsens tilfælde brugte kvinden Frederikkes CPR-nummer i 14 opkald, og det lykkedes hende at få udleveret 208 piller.

De fejlagtige oplysninger i Frederikke Johnsens patientjournal har allerede haft konsekvenser. I 2019 vælter hun på cykel og slår hovedet. Lægen tror ikke på hendes historie, da han kan se i journalen, at hun har et pillemisbrug.

- De patienter, det her er gået ud over, lider skade, fordi de fremstår som en person, der misbruger afhængighedsskabende medicin, siger Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura.

Det var ofte piller af typen oxycodonhydrochlorid, som den 42-årige kvinde svindlede sig til. Her brugte hun et retorisk trick med at have svært ved at udtale medicinen rigtigt, så hun kom til at lyde mere troværdig. Foto: TV 2

Forkerte oplysninger om en patients morfinindtag kan have konsekvenser, hvis patienten senere skal opereres og i fuld narkose.

Kirurger giver en dosis, der svarer til, hvad patienten kan tåle, og hvis de kan se, at patienten har fået meget morfin før i tiden, så kan de give en højere dosis end normalt.

- For patienter, der ikke er vant til det, der vil det være en kraftig påvirkning, man får. Man vil føle sig træt, sløv, en del vil få kvalme eller kaste op, og for enkelte patienter kan det betyde regulær overdosering, hvor man falder i søvn og eventuelt bliver påvirket i sin vejrtrækning, siger læge Morten Svenning Nielsen.

Lægevagter taler ikke sammen

Det burde slet ikke kunne ske, at man kan svindle sig til stærke morfinpiller. Som reglerne er i dag, så kan man kun få ordineret afhængighedsdannende medicin ved personligt fremmøde og ikke over telefonen.

- Når vi har de regler, så er det for at undgå, at patienten kommer ud i et misbrug, siger lektor i sundhedsjura Kent Kristensen.

Alligevel er det lykkedes svindleren at narre lægevagter fra alle fem regioner.

Jeg er udmattet - det har været en rigtig lang og opslidende kamp.

Frederikke Johnsen

Lægevagter har ikke adgang til journaler fra egen læge eller fra sygehuset, og derfor kan de ikke se, at der er udskrevet store mængder morfin allerede. Samtidig har hver region deres egen lægevagt, og de fem regioners lægevagter taler ikke sammen.

Det kan være grunden til, at kvinden kan ringe til forskellige lægevagter uden at vække opsigt.

Praktiserende læge og medlem af akutudvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Morten Svenning Nielsen, siger til Station 2, at han ærgrer sig over, at det kan ske:

- Jeg kan ikke give dig en forklaring på, hvordan det er lykkedes for hende. Men det er rigtig ærgerligt, fordi det måske skaber et billede af, at det er noget, man bare kan få via lægevagten.

Kræver politisk handling

Mandag fortalte regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V), at han vil tage kontakt til lægerne samt politikerne på Christiansborg for at få set på, om lovgivningen skal ændres for at sikre, at det ikke sker igen.

Han ønsker en ændring i forhold til identitetstyveri for at sikre, at patienter ikke stemples som misbrugere, hvis der svindles med deres oplysninger. Det glæder Frederikke Johnsen, der håber, politikerne på Christiansborg vil tage sagen op:

- Jeg håber på, at jeg kan få slettet de forkerte oplysninger eller få et nyt CPR-nummer - ikke bare for min egen skyld, men også for alle andre, der også er kommet i klemme. Det er jo farligt for os.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.