UCN anlægger 150 nye parkeringspladser efter hetz mod biler
Foto: Michael Shcmidt Thomsen
UCN Aalborg anlægger hundredevis af p-pladser efter hetz mod elevernes biler.
Det ser endelig ud til, at elever slipper for ridser i bilerne, når de er til undervisning på UCN Aalborg.
Dårlige parkeringsforhold omkring skolen tvinger elever til at parkere på villavejene i lokalområdet omkring skolen - til gene for beboerne og med ridsede biler til følge.
TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan UCN-elever siger, at de bliver udsat for massivt hærværk, og at deres biler bliver ridset af utilfredse beboere i området.
Den tvist ser nu ud til at få en løsning.
- UCN har indgået en købsaftale med Aalborg Autoophug, som betyder, at vi til sommer anlægget yderligere 120-150 p-pladser tæt på campus. Med aftalen overtager UCN Aalborg Autoophugs ejendom, hvor grundarealet udgør knap 12.000 m2, fortæller Lene Augusta Jørgensen, der er rektor på UCN Aalborg.
Købsaftalen er betinget, og den endelige handel træder først i kraft, når der fra Aalborg Kommune foreligger en godkendt ændring af kommuneplanen, som giver UCN tilladelse til at anlægge parkeringspladser på området.
Indtil der foreligger en godkendt ændring af kommuneplanen, har UCN og Aalborg Autoophug aftalt, at UCN midlertidigt kan anlægge 120-150 p-pladser på en del af området, som kan ibrugtages pr. 1. august 2016. Det er endvidere aftalt, at Aalborg Autoophug kan afvikle deres forretning i perioden frem til, at UCN overtager hele ejendommen den 1. november 2017. Via en landskabsarkitekt er det estimeret, at arealet til den tid vil kunne rumme i alt cirka 350 p-pladser.
- Med overtagelsen af Aalborg Autoophug kan vi sikre anlæggelsen af de 120 p-pladser, der er en forudsætning i byggetilladelsen i forhold til etableringen af Campus Mylius Erichsens Vej, samtidig med at vi ikke reducerer de grønne arealer på campus yderligere. Derudover vil der som nævnt være mulighed for at anlægge yderligere p-pladser på Mylius Erichsens Vej 164, hvis det viser sig nødvendigt, siger Lene Augusta Jørgensen.
UCN er i dialog med Aalborg Kommune om at få en ændring af kommuneplanen samt etableringen af de midlertidige P-pladser.
Gense indslag om hærværket på UCN-elevernes biler: