Tværpolitisk kritik af sygemeldt borgmester for tilskud til tv-program
Foto: Lone Vad Dam
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, og hans forvaltning håndterede i 2016 og 2017 en sag om bevilling af 100.000 kr. på en kritisabel måde, hedder det i en usædvanlig kritik fra byrådets økonomiudvalg.
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, og hans forvaltning håndterede i 2016 og 2017 en sag om bevilling af 100.000 kr. på en kritisabel måde, hedder det i en usædvanlig kritik fra byrådets økonomiudvalg.
Det er ikke hverdagskost, at et byråds partier, inklusiv hans eget, udtaler kritik af en borgmester og hans embedsmænd.
Ikke desto mindre er det, hvad man i Aalborg på tværs af partiskel mandag enedes om i et forsøg på at sætte punktum i sagen om 100.000 kr., bevilget i 2016 fra en konto i borgmesterens forvaltning til at brande Aalborg i forbindelse med TV2-serien Nybyggerne.
Hør hele Søren Wormslevs analyse her:
Efterfølgende har det vist sig, at der ikke i den kommunale forvaltning er journaliseret, hvad man mere præcis kunne forvente for de 100.000 kr., og hvordan sagen i øvrigt er håndteret.
I første omgang lod den nuværende kommunaldirektør forstå, da han i sidste måned skulle forklare sagen, at det drejede sig om en reklamefilm. Udtrykket “reklamefilm” trak han, der i 2016 selv deltog i et møde om sagen, siden tilbage.
Det, der synes at stå fast, er, at der BLEV lavet optagelser i og om Aalborg til brug i udsendelsen.
Branding af byen
Partierne fik på det lukkede møde mandag forevist, hvad man måske kan kalde en forfilm, optagelser, der blev vist som indledning til programmet.
Her ser man programmets vært, Peter Ingemann, stå ved Limfjorden og fremhæve, hvilken fantastisk by den tidligere grå cementby i dag er.
Så Aalborg fik branding af byen i den bedste sendetid.
Det, man ikke ved, er, om det var korrekt - som hævdet af nogle af sagens andre parter - at havde Aalborg ikke spyttet penge i kassen, var udsendelserne blevet lavet et andet sted i landet.
Man kan heller ikke vide, om Peter Ingemann havde skamrost byen knap så meget, hvis kommunen havde givet det halve eller slet ingenting.
Der blev nikket
Af nogle af de få sagsakter, som findes, fremgår, at der blev nikket til at give de 100.000 kr. på et møde, hvori blandt andre også den nu sygemeldte borgmester Thomas Kastrup-Larsen deltog. Med i mødet var også en nu tidligere rådmand og en kommunal topchef (der p.t. er hjemsendt i forbindelse med sagen om udbygningsaftaler).
Efterfølgende blev sagen håndteret af en afdelingsleder, der ikke deltog i mødet, og som siden blev afskediget.
Hendes forklaring har kommunen ikke kunnet indhente, fordi hun ikke mere er ansat i kommunen, men angiveligt har hun selv bidraget med sin version af forløbet.
Kritik fra borgerlige
Flere borgerlige partier har kritiseret kommunaldirektørens skiftende forklaringer, efter at sagen kom frem i mediet Frihedsbrevet. I konklusionen fra mandagens økonomiudvalgsmøde hedder det imidlertid, at udvalget "finder borgmesterens og Borgmesterens forvaltnings håndtering af sagen i 2016 og 2017 kritisabel. Der skal i alle sager om anvendelse af kommunale midler være et skriftligt beslutningsgrundlag om, hvilken ydelse der leveres, og journalføring af beslutningsgangen".
Det er med andre ord håndteringen i 2016 og 2017, man kritiserer - og ikke håndteringen i 2022, hvor kommunaldirektøren måtte belyse sagen, efter at borgmesteren havde meldt sig syg.
Formelt set er det byrådets økonomiudvalg - tidligere kendt som magistraten - der har udtalt kritikken. Forinden var udvalget, her suppleret med repræsentanter for SF og Nye Borgerlige, der ikke er repræsenteret i økonomiudvalget, af kommunaldirektøren blevet informeret om sagen.
Det er usædvanligt
Nogle af de borgerlige partier havde forud hvæsset kløerne i forhold til kommunaldirektørens skiftende forklaringer i sidste måned, men valgte på mødet at tilslutte sig konklusionen med kritik af borgmesteren og hans forvaltning i 2016 og 2017 - en kritik, der i sig selv er usædvanlig.
At de blå partier ikke går længere, skyldes, siger de, at de ønsker at få sagen lukket og komme videre.
Fra 100.000 til 50.000 kr.
Samtidig pointerer flere partier, at sagen lukkes ud fra, hvad man ved i dag. Underforstået at der kan dukke nye oplysninger op, som sætter forløbet i et andet lys.
Samtidig vedtog økonomiudvalget, at i fremtiden kan der maksimalt bevilges 50.000 kr. fra den pågældende borgmester-konto, og efterfølgende skal økonomiudvalget orienteres om bevillingerne.