TV2 Nord sender live fra lunch-trav
Foto: Hesselborg Foto
Flemming Jensen
TV2 Nord sender 'lunch-trav' direkte mandag fra klokken 11.50.
Mandag den 7. januar blænder TV2 Nord op for hestevæddeløb direkte på Salto, tv2nord.dk og i TV2 Nords App.
Det er de såkaldte ’lunch-løb’ som afvikles på Racing Arena Aalborg med start klokken 12.20, men du kan se med allerede fra klokken 11.50, hvor transmissionen starter.
Lunch-løbene er et svensk koncept, som har haft stor succes i vores naboland.
- Jeg er sikker på at disse løbsdage bliver en succes, og man kan også se på tilmeldingen af heste til løbene, at der er opbakning til det, forklarer Flemming Jensen, der i en årrække har været en af Danmarks bedste travtrænere og netop har Racing Arena Aalborg som sin hjemmebane.
I sæsonen 2018 indløb Flemming Jensens heste knap 4,2 millioner kroner, og træneren er naturligvis med, når lunch-løbene har premiere mandag middag.
Det er det første af i alt fire lunch-løb, som TV2 Nord sender direkte fra. Derudover vil der i første halvdel af 2019 blive sendt eftermiddagstrav fem søndage. Periodens resterende syv løbsdage dækkes alle med fyldige sammendrag.
Hvis du ikke kan få trav nok, kan du via følgende link se, eller gense, juletrav fra Aalborg den 24. december 2018. https://www.tv2nord.dk/hestesport/juletrav-fra-aalborg?autoplay=1#player