Turisterne er tilbage efter coronakrisen: - Det har vi haft brug for
Ubåden Springeren er en af de store attraktioner på det maritime oplevelsescenter i Aalborg.
Flere nordjyske attraktioner slår rekord i antal besøgende - især dem målrettet børn. Men teatre, koncerthuse og andre steder henvendt til voksne sælger fortsat for få billetter.
Sådan en mandag i uge 7 er der ikke overfyldt på det maritime oplevelsescenter Springeren i Aalborg. Til gengæld er dem, der er dukket op, glade for at være der.
- Vi tænkte, vi skulle have et sted udenfor, hvor der var en legeplads til ungerne, siger Mikkel Korsbæk Kneib, da TV2 Nord møder ham ved stedets største attraktion, en dansk undervandsbåd.
Bag ubåden går Mathilde Nygaard og Callum Land. De er på tur med deres nevø fra København.
- Det er godt at komme ud og lave nogle ting. Det er godt at bevare historien, og lære ungerne om fortiden, så det er et godt sted at komme, fortæller Callum Land.
Rekordmange gæster
I 2022 havde Springeren 30.611 gæster. Det højeste antal i 20 år. Samtidig rundede stedet for første gang nogensinde en million kroner i entréindtægter.
- Det er jo dejligt. Især når der er rigtig mange ting på udgiftssiden, der presser den anden vej i øjeblikket. Det har været dejligt at have nogle indtægter, der har kunne holde hjem. Det har vi haft brug for efter Corona, påpeger direktør for Springeren Mads Sølver Pedersen.
Svært for andre
Springerens succes flugter fint med tal fra Dansk Industri, der viser, at medlemmerne på landsplan har haft flotte besøgstal i 2022. Omsætningen slog mange steder rekordåret 2019. I Nordjylland er det langt fra det generelle billede.
- Hvis man ser på overnatningsdelen, så slår vi jo alle rekorder, men hvis vi kigger ind mod den del af oplevelsesindustrien, som handler om attraktioner og kulturinstitutioner, så er det et mere broget billedet, siger direktøren for turistorganisationen Destination Nord, Tonny Thorup.
- Så det er ikke bare "juhu" hele vejen rundt?
- Nej det er det ikke. Det er faktisk meget blandet. Noget er godt, og noget er mindre godt, forklarer Tonny Thorup.
Børnene kommer først
Ifølge turistdirektøren, så er det især teatre, koncerthuse og steder der henvender sig til voksne, som har problemer med at sælge billetter.
- Hvis man har en målgruppe, der hedder børn, så er det altså også lidt nemmere at lykkes. Vi skal jo prioritere pengene, og hvem prioriterer ikke sine børn først, hvis man lige som står med den dér 100 kroners lap, siger Tonny Thorup.
Hos Aalborg Kultur og Kongrescenter (AKKC) er de godt tilfredse med billetsalget. Det går fortsat fint med at få udsolgt til de store events i weekenderne, men nordjyderne har ændret adfærdsmønster.
Vi tænkte, vi skulle have et sted udenfor, hvor der var en legeplads til ungerne
Mikkel Korsbæk Kneib, gæst
- Vi er blevet lidt mere villige til også at have vores fritid efter Corona. Jeg tror, vi er blevet lidt mere villige til også at have en hjemmeaften engang imellem, i stedet der altid skal opleves et eller andet, siger Christian Kjeldsen, kulturchef i AKKC.
Gæsterne på det maritime oplevelsescenter Springeren i Aalborg er dog klar til at få sig én på opleveren og give et tilskud til turistbranchen.
- Det er godt, at få genopbygget økonomien og holde steder som det her i live. Vi skal investere i byen, påpeger Callum Land og Mathilde Nygaard.