Tre mænd tiltalt for tyve-turné med russerposer
Foto: TV Syd
Det er poser som denne, de tiltalte ifølge anklageskriftet skulle have brugt. Arkivfoto.
Der blev taget et gammelt trick i brug, da tre mænd gik på rov i flere butikker.
De tiltalte er fra Rumænien, men ellers er det såkaldte russerposer, der er i fokus, når retten i Aalborg onsdag tager fat på en sag om omfattende butikstyverier for over 40.000 kroner.
De tre mænd på 41, 42 og 43 år er nemlig tiltalt for i november sidste år at have været på en større tyve-turné, blandt andet i Aalborg og Nørresundby.
Her har de ifølge anklageskriftet hovedsageligt stjålet kostbare drikkevarer som champagne og årgangsrom, som det er lykkedes dem at slippe uden om butikkernes alarmsystemer med ved hjælp af såkaldte russerposer.
Gammelt 90’er trick
Russerposer er et begreb, som for alvor blev kendt i Danmark i 1990erne, da tyvebander blev taget i at stjæle varer i butikker ved hjælp af særlige poser eller tasker. De var foret med materialer, som gjorde det muligt at forlade butikken med varer, der var forsynet med tyverialarm, uden at butikkens alarmsystem blev aktiveret.
Foringen bestod i mange tilfælde af et godt lag stanniol.
Politiet mener, at det netop er poser af den type, som de tre tiltalte har benyttet. I forbindelse med sagen har politiet beslaglagt to russerposer, der vil blive fremlagt som bevismateriale i retten.
Tre russerkup på samme dag
Sagen omfatter 13-14 tyverier i november måned, hvoraf de største er foregået i Aalborg og Nørresundby. Det gælder eksempelvis et tyveri i Nørresundby 9. november om eftermiddagen, hvor de tre er tiltalt for at have lænset en butik for 32 flasker Ron Zacapa rom til en værdi af mere end 15.000 kroner.
Samme dag er de også tiltalt for sidst på eftermiddagen at have fortsat tyverierne i en butik i det sydvestlige Aalborg. Ifølge anklageskriftet stjal de her over tre omgange kostbar champagne til en værdi af cirka 8.000 kroner.
Og endelig mener anklagemyndigheden, at de samme dag også nåede at være på spil ved en tredje butik i Aalborg-området. Her blev der stjålet blandt andet stjålet 15 flasker Tullamore Drew whisky, fem flasker Ron Zapaca rom, tre flasker single malt whisky og fem flasker cognac til en samlet værdi af minimum 7.000 kroner.
Flere tyverier i Midtjylland
Anklageskriftet omfatter desuden en række lignende tyverier i Midtjylland; Viborg, Kjellerup og Auning, ligesom de tre er tiltalt for et mindre tyveri af Lavazza kaffekapsler i en butik i Hobro. Samlet set løber alle tyverier op i over 40.000 kroner.
Det fremgår af anklageskriftet, at de tre efter politiets opfattelse har været i ledtog med en fjerde mand, som politiet også kender identiteten på. Men hans sag behandles særskilt.
De tre mænd sidder for tiden varetægtsfængslet. Det fremgår ikke før retssagens start, hvordan de forholder sig til anklagerne.