Tre mænd fængsles for vold efter "skud"-episode
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Fredag eftermiddag er tre mænd blevet fremstillet i grundlovsforhør.
Tre mænd er blevet fængslet for grov vold i fire uger. Det sker efter, at de er blevet fremstillet i grundlovsforhør.
De tre mænd blev anholdt sent i går aftes, da Nordjyllands Politi fik en anmeldelse om skud i det indre Aalborg. Men indtil nu har politiet endnu ikke bekræftet, at der har foregået en skudafgivelse.
- Jeg vil gerne understrege, at vi i øjeblikket ingen indikation har af, at der skulle være afgivet skud, men det ændrer ikke på, at episoden med vold på gaden har været voldsom for vidner.
- Man skal naturligvis som borger i byen kunne bevæge sig trygt rundt i det offentlige rum uden at frygte, at man oplever voldshandlinger på gadeplan, siger vicepolitiinspektør Lasse Kragh.
- Derfor kommer vi også til at efterforske den her sag grundigt, så vi kan få belyst omstændighederne klart før, under og efter – og få de ansvarlige stillet til ansvar, siger Lasse Kragh.
Nordjyllands Politi oplyser også, at de vil have øget tilstedeværelse af uniformerede patruljer i området henover weekenden.
Nordjyllands Politi vil derudover opstille den mobile politistation i området omkring gerningsstedet på Kjellerups Torv i det centrale Aalborg lørdag den 13. marts i tidsrummet klokken 10 - 14.
De tre anholdte mænd er fra lokalområdet og er 19-20 år.