Travl nat for brandvæsnet: Masser af containere i flammer
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
34 gange måtte Nordjyllands Beredskab nytårsaften og -nat rykke yd. Langt hovedparten af meldingerne var om containerbrande.
Nytårsaften og -nat blev på landsplan den travleste i seks år. Hele 503 gange måtte de danske beredskaber rykke ud til brande, færdselsuheld og andre hændelser og Nordjylland var bestemt ikke undtaget den statistik.
34 gange mellem lørdag sidst på eftermiddagen og søndag morgen blev Nordjyllands Beredskab kaldt ud. I 23 af tilfældene var der tale om brande i containere, skraldespande og affaldsoplag, og man formoder i rigtig mange tilfælde, at der er tale om hærværk.
I Aalborg måtte man ni gange i løbet af aftenen og natten rykke ud til containerbrande og indsatsleder Anders Brosbøll havde sammen med sine folk en rigtig travl nat.
- Det var små indsatser, men der var mange af dem, så vi har haft nok at lave.
Ifølge indsatslederen har fyrværkeri på afveje ikke skyld for en eneste af brandene i Aalborg, og man formoder derfor, at der er tale om hærværk i forbindelse med nytåret.
- Om det er vejret der gør, at der ikke var brande fra fyrværkeri, ved jeg ikke, men der regnede omkring midnat, så de fleste var ret hurtigt færdige med at skyde af og komme ind i varmen igen, siger indsatslederen.
I Jammerbugt Kommune måtte Nordjyllands Beredskab og indsatsleder Claus Hermansen fire gange rykke ud til brand, og også her var det containerne, der udgjorde flertallet af meldinger. Den sidste brand var en mindre naturbrand i Blokhus hvor en vildfaren raket havde svedet omkring to kvadratmeter klit af.