Traditionen tro: Sygeplejersker synger julen ind på Aalborg Universitetshospital
Foto: Aalborg Universitetshospital
Screenshot fra Aalborg Universitetshospitals Facebookvideo
På Aalborg Universitetshospital er julen, traditionen tro, sunget ind. I en corona-venlig udgave har to sygeplejersker optaget deres årlige julesang, som efterfølgende er, med stor, positiv respons, blevet delt på hospitalets Facebookside.
På Aalborg Universitetshospital har de en helt særlig juletradition. Som et ægte julemirakel er to sygeplejersker fra hospitalets Øre-Næse-Halsafsnit velsignet med sangstemmer, der kan varme på selv den koldeste decemberaften. Og med disse stemmer har de tradition for at synge julen ind på hospitalet hvert år den første tirsdag i december
Almindeligvis synger de to sygeplejersker Jane og Anne-Mette kun for kollegerne, som de samler i hospitalets foyer, men i år, for at gøre traditionen mere corona-venlig, har sygeplejerskerne optaget deres julesang, som Aalborg Universitetshospital efterfølgende har delt på deres Facebookside til glæde for alle.
- Vi er helt overrasket over hvor mange positive reaktioner vi har fået. Jeg var lige ved at få kolde fødder på grund af corona, og hvad vil folk ikke sige om at vi står der og synger uden mundbind på, men folk har bare været så søde, så jeg er glad for, at vi gjorde det alligevel, fortæller en af de to syngende sygeplejersker Jane Marcussen til TV2 Nord.
I sygeplejerskens fritid fylder sang meget, hvorfor hun synger i flere forskellige kor, og derfor blev det hurtigt sat i stand, at Jane Marcussen, siden hun startede på Øre-Næse-Halsafsnittet i 2013, skulle synge julen ind på hospitalet. Et initiativ der hurtigt blev en fast, kærkommen tradition blandt de sangglade kolleger.
- Selvom jeg var lidt nervøs, blev det bare en kæmpe succes. Der er mange, der sætter rigtig stor pris på det, og ser meget frem til netop den tirsdag, fortæller Jane Marcussen.
På grund af forsamlingsforbuddet var det desværre ikke muligt at samle de 50-60 kolleger som sædvanligt, men for at ingen skulle snydes, valgte de at optage sangen i stedet og dele den virtuelt.
Verden forandrer sig konstant, og der er ingenting, vi kan regne med lige nu udover dét, at vi kan samles om en smuk julesang
Jane Marcussen, sygeplejerske
- Det er rart, at vi stadig kan sprede lidt juleglæde i en tid, hvor vi ikke kan, hvad vi plejer. Der var rigtig mange der var kede af, hvis vi ikke fik sunget julen ind, og så tænkte vi ”så må vi optage og sende det ud, det må være det næstbedste”, lyder det fra sygeplejersken, der tilføjer, at hun synes, det er smukt, at selvom vi lever i denne omskiftelig hverdag, specielt som der er lige nu, så er der bare traditioner og fundamenter, der altid vil bestå, eksempelvis glæden ved at forenes om sang.
Om netop sangen, som de to sygeplejersker opfører i videoen, har også en helt særlig betydning. Øre-Næse-Halsafsnittet, hvor de to sygeplejersker arbejder, har til huse i den gamle, røde hospitalsbygning ved Sygehus Syd – en bygning der daterer helt tilbage fra 1911.
- Bygningen er over 100 år og det er Nu Tændes 1000 Julelys også, derfor passer det bare så godt sammen. Verden forandrer sig konstant, og der er ingenting, vi kan regne med lige nu udover dét, at vi kan samles om en smuk julesang, siger Jane Marcussen.
Hør den smukke julesang i videoen nedenfor.