Tomme pladser på læreruddannelsen kan blive et stort problem
Selvom knap 300 nye lærerstuderende onsdag begyndte på læreruddannelserne i Nordjylland, så er omkring 100 studiepladser stadig tomme. Og det er et problem, for om få år vil der mangle lærere i regionen.
De nye lærerstuderende indfandt sig onsdag morgen til første skoledag på UCN i Aalborg. Her tog de hul på den fire-årige uddannelse, som skal gøre dem til lærere.
De fleste af de nye lærerstuderende var ikke i tvivl, da de valgte uddannelse.
- Jeg vil gerne være med til at forme den nye generation, siger lærerstuderende Mathias Bachmann fra Aalborg.
Der er mangel på de nye lærerstuderende. I år er der omkring 100 tomme studiepladser på UCN's læreruddannelser i Aalborg og Hjørring.
Siden 2017 er det stille og roligt gået ned ad bakke med antallet af ansøgere - og den udvikling skal vendes.
- Vi står med en bunden opgave, som de aktører, der er på området, bliver nødt til at løse. Tallene viser, at vi i 2030 kommer til at mangle 800 uddannede lærere i Nordjylland, så vi bliver nødt til at gøre noget ved det, siger uddannelseschef Peter Larsen fra UCN.
Bedre takter
Der har i flere år været megen polemik om folkeskolen, og det kan have påvirket antallet af studerende. UCN håber dog på, at udviklingen vender.
- Nu sker der også nogle ting på Christiansborg, hvor man begynder at snakke om kortere skoledage, bedre arbejdsmiljø og bedre efter- og videreuddannelsesmuligheder for lærerne, så jeg synes, der er nogle gode takter i gang i forhold til at få talt læreruddannelsen og folkeskolen op, siger Peter Larsen.
For mange af de nye studerende er folkeskolen dog ikke et abstrakt begreb. De har nemlig allerede snust til faget.
- Nu har jeg haft to sabbatår, hvor jeg har arbejdet som lærervikar, og det har været spændende og lærerigt, så det vil jeg gerne arbejde videre med, siger lærerstuderende Melanie Lærke Knudsen fra Sæby.