Tomme hylder: Stjæler kød og dyre dråber
TV2 Nord
Det er ikke længere nok med tyverisikring.
Som handlende i Føtex i Aalborg Øst ser vareudvalget en smule anderledes ud, end det plejer. Flere varer er nemlig fjernet helt fra hylderne. Det sker som et værn mod butikstyverier.
- Det er et problem, fortæller Erik Jensen, der er varehuschef i Aalborg Øst.
- Det er lidt andre varer, for eksempel dyrt kød, som vi oplever, der i stigende grad bliver stjålet.
Ifølge Erik Jensen opstår problemet ofte i ydertimerne.
- Vi ser det typisk sidst på dagen, hvor vi er færrest på arbejde.
Særligt udsat
Butikken i Aalborg Øst har derfor monteret ekstra net med alarmer på for eksempel kød - og indført en række andre tiltag, der skal stoppe tyvene.
- Vi har ikke døjet med kød før, i hvert fald ikke i de 24 år, jeg har været i Salling Group, fortæller Erik Jensen.
Men det mest effektive er helt at fjerne visse varegrupper, siger varehuschefen.
Noget af det, man skal spejde langt efter, er nemlig champagne og andre dyre drikkevarer, som ikke længere står fremme. Det betyder, at man skal kontakte de ansatte, hvis man vil købe bestemte produkter.
TV2 Nord har tidligere fortalt om en tøjbutik i Hobro, hvor der bliver stjålet alt lige fra et par billige trusser til en dyr silkenatkjole i butikken.
Stort problem
Det er ikke kun i Nordjylland, men hele landet, hvor forretninger oplever en stor stigning i antallet af butikstyverier, advarer De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv om.
- Butikstyverier har været et problem i flere år, men nu er det eksploderet, siger Jannick Nytoft, der er administrerende direktør ved De Samvirkende Købmænd (DSK) til TV 2.
Antallet af anmeldelser er på landsplan steget over en årrække. I 2022 modtog politiet i gennemsnit 57 anmeldelser om butikstyveri dagligt. I første halvdel af 2023 ligger gennemsnittet på 67 anmeldelser om dagen.
- På trods af, at det bliver anmeldt, oplever mange en utrolig stor frustration, fordi politiet ikke altid kommer ud. Så vi ser meget gerne en skærpet indsats fra politiet i forhold til antallet af butikstyverier, siger Jannick Nytoft fra De Samvirkende Købmænd.
Sådan er butikstyvenes adfærd
Den typiske butikstyv foretager sit tyveri om mandagen omkring klokken 17 i Aarhus.
Han er en 39-årig mand, som tager en indkøbskurv på vej ind i supermarkedet, som han fylder lidt varer i – som enhver anden kunde.
Med sig har han også en rygsæk, som han, mens ingen kigger, smider varer i.
Han tager måske et par dyre deodoranter, en pose kaffe og nogle pakker kylling.
På vej op til kassen stikker han en dåsecola og en pose slik i lommen.
Herefter går han enten op og betaler for de få varer, han har liggende i kurven, eller stiller kurven fra sig og går forbi kassen uden at betale.
Inden han når ud af butikken, bliver han pågrebet af en butiksdetektiv, der har set ham fylde tasken og lommerne med varer for 900 kroner.
Kilde: Crimestat og Dansk Erhverv
Dansk Erhverv ligger ikke inde med data over, hvad tyverier koster den danske detailbranche. Det overblik har Salling Group derimod.
Salling ønsker ikke at oplyse det præcise beløb, der hvert år ender i tyvenes lommer. Men dagligvarekæden fortæller til TV 2, at der årligt er tale om et trecifret millionbeløb.
Salling Group
Har cirka 650 butikker
Gælder kæderne Netto, Føtex og Bilka
Selvom butikkerne lider et tab, ender reningen hos kunderne.
- Hver gang, der forsvinder en vare, der ikke bliver betalt for i butikken, bliver det en omkostning. Det betyder, at man er nødt til at sætte prisen op, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, der er fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv.
Hos dagligvaregiganterne Salling Group og Coop kan man godt genkende det billede, som brancheorganisationerne og købmændene tegner af et stigende problem.
Begge understreger dog, at de har tiltro til, at politiet gør alt, hvad de kan – med de ressourcer de har – for at komme til bunds i sager om butikstyveri.