Tog en halv million fra Kunsten: Nu er der ny retssag på vej
Det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling til den nye stævning.
Tilbage i 2021 tiltrak kunstneren Jens Haaning sig en hel del opmærksomhed sammen med Kunsten i Aalborg, efter han var blevet booket til at lave et kunstværk for museet.
Det var dog to tomme billedrammer, som museet blev spist af med og overskriften "Take the money and run" (Tag pengene og løb, red.). I stedet havde Jens Haaning nemlig taget de 532.000 kroner selv.
Det udløste senere en retssag, hvor Kunsten i Aalborg i september sidste år fik medhold i, at Haaning skulle betale næsten en halv million kroner tilbage til museet, efter at museet havde lånt ham pengene.
Striden mellem de to parter endte dog i maj i år, da et forlig blev indgået, efter Den Obelske Familiefond løste den 'gordisk knude', som Kunstens direktør, Lasse Andersson dengang kaldet det.
Ny retssag i vente
Nu vækkes hele sagen dog igen til live i en ny retssag, efter kunstneren Jens Haaning har stævnet billedbureauet Ritzau Scanpix med et krav om betaling af 687.000 kroner plus renter.
Det skriver Ritzau.
Stævningen skyldes, at en fotograf fra bureauet besøgte den omdiskuterede udstilling på Kunsten i Aalborg i efteråret 2021 og tog billeder af de tomme billedrammer, der indgik i værket ifølge Jens Haaning.
Billederne blev efterfølgende solgt til bureauets mediekunder, hvilket er en krænkelse af kunstnerens ophavsret, hævdes det i stævningen.
Ritzau afviser dog selv at have gengivet et beskyttet værk, og det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling.