Kort Nyt

To tyve fængslet: Sigtet for syv tyverier

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Juleaftensdag og julen generelt er en højtid, hvor tyvene desværre også får gode muligheder for at bryde loven. 

Og to tyve, som Nordjyllands Politi fangede juleaftensdag, forsøgte at udnytte, at flere ikke var hjemme. 

De blev i første omgang taget af et overvågningskamera, hvor en årvågen aalborgenser holdt øje med sit hus fra distancen. Manden tog herefter hjem til huset efter at have ringet til politiet. Det fik tyvene til at flygte, men politiet fik fat på dem.

Derfor blev de ved Retten i Hjørring fremstillet i grundlovsforhør. Det begyndte klokken 16, men sluttede først klokken cirka 19.45 - og det er med god grund. De to tyve blev nemlig sigtet for syv tyverier i alt. Det fortæller anklageren i sagen, Anette Abildgaard.

- Men retten fandt kun begrundet mistanke i to af forholdene, men det var også nok til varetægtsfængsling i fire uger, fortæller hun, og det kom også med begrundelsen om, at de to sigtede er udenlandske statsborgere, som muligvis ville forlade Danmark, hvis de ikke blev varetægtsfænglet. 

- Alle syv tyverier, de var sigtet for, var i Aalborg, og nu er det så efterforskningens opgave, om de kan løfte de syv tyverier, de stadig er sigtet for, siger Anette Abildgaard. 

Desuden kan anklageren fortælle, at de to nu varetægtsfængslede nægter sig skyldig, men de ankede ikke kendelsen. 

Breaking

Togdrift indstillet: Flere fanget i tog

Opdateres...

Togdriften er indstillet på flere strækninger i Nordjylland. Det meddeler Banedanmark på X.

De skriver videre, at problemet skyldes, at der er fejl på signalsystemet. 

Togtrafikken er indtil videre indstillet frem til klokken 18.

Til TV2 fortæller informationschef ved DSB, Tony Bispeskov, at flere på nuværende tidspunkt sidder fast i et tog på de påvirkede strækninger.

- Nogle enkelte steder sidder folk fanget, og der arbejder vi på at få dem ind, så vi kan få dem over i busser, siger Tony Bispeskov.

DSB skriver på deres hjemmeside, at der bliver indsat togbusser mellem Aalborg og Aarhus. De første busser vil køre mellem klokken 14 og 15. Hvis du skal fra Aalborg Lufthavn til Aarhus, eller omvendt, skal du benytte lokaltrafikken til og fra Aalborg Station.

Tip os

Er du en af dem der er blevet ramt af forsinkelserne på grund af signalfejl, så hører vi gerne fra dig. Du kan skrive til os på: redaktionen@tv2nord.dk.

Brud på ledning stoppede vandforsyning

Torsdag har det helt store gravearbejde været i gang på Hjørringvej i Frederikshavn.

Det skyldes, at der omkring klokken 2:30 i nat kom et brud på en vandforsyningsledning, hvilket resulterede i, at mange frederikshavnere stod uden vand fra klokken 6:30.

Video: Per Frank Paulsen

Hen over middagen lyder meldingen fra Frederikshavn Forsyning, at der skulle være styr på problemet.

Direktør Lars Østergaard har ikke haft mulighed for at stille op til et interview, men i en kort telefonsamtale med TV2 Nord, fortæller han, at bruddet formentlig skyldes en marksten, som har presset sig op mod en vandforsyningsledning.

Direktøren kan ikke præcist fortælle, hvor mange der har stået uden vand, men han siger, at det særligt er personer i Ravnshøj-området, der har været påvirket af problemet.

Brønderslev Kommune får ny direktør

Brønderslev Kommune har fået ny direktør for Børn og Kultur.

Valget er faldet på Mads Rune Jørgensen, der har været skolechef i Aalborg Kommune siden 1. august 2019. Og valget af den nye direktør vækker glæde hos kommunen.

- Jeg er helt sikker på, at vi med Mads får en profil, som både vil og kan arbejde videre med at udvikle kerneopgaverne indenfor blandt andet skole-, fritids- og kulturområdet, lyder det fra borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V).

Mads Rune Jørgensen blev valgt ud fra 12 kandidater, og han ser frem til sin nye rolle.

- Jeg har læst arbejdsgrundlaget for direktionen i Brønderslev Kommune, og de værdier, som fremgår her, er i tråd med sådan, som jeg ønsker at arbejde. Der er et godt samarbejde i organisationen, med politikerne og med borgerne og jeg glæder mig til at stå i spidsen for en fagforvaltning, der varetager opgaver på et af de vigtigste velfærdsområder i vores samfund, fortæller han.

Mads Rune Jørgensen begynder i sit nye arbejde 1. januar 2025.

Politiet leder stadigvæk efter pårørende efter drukneulykke

Der er endnu ikke dukket pårørende op til den mand, som onsdag morgen blev reddet op af Limfjorden.

Nordjyllands Politi modtog onsdag en anmeldelse om en mulig drukneulykke klokken 6:59, hvor både Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab var til stede med redningsbåde og -helikoptere.

En time efter anmeldelsen fandt man en livløs mand i Limfjorden, som straks blev sendt til sygehuset.

- Vi er desværre stadig der, at der ikke er sket forbedringer på hans tilstand, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Arendrup.

Politiet kender ikke til mandens identitet, og de sendte derfor onsdag et signalment ud, så eventuelle pårørende kunne melde sig.

Signalement

  • Cirka 30-40 år
    • 170-180 cm høj
    • 75-80 kg
    • Slank kropsbygning
    • Sort krøllet hår og sort fuldskæg
    • Iført lyse Adidas-sko, en gul hættetrøje, sort jakke og sorte bukser
    • Manden har ingen andre kendetegn (som fx tatoveringer)
    • Manden har muligvis medbragt et gråt stofnet. En sådan blev fundet ved kajen.

Hvis du kan hjælpe Politiet med at komme nærmere mandens identitet, kan de kontaktes på 114.

Unge knejter knaldet af politiet

Kender du også nogle unge med lidt for meget benzin i blodet?

Det er i hvert fald tilfældet for to knejter i Aars, der var så kålhøgne at begå ulovligheder lige i nærheden af den lokale politistation i Aars.

En 17-årig ung mand kørte i en rum tid på baghjul på en knallert ude på Løgstørvej - et stenkast fra politistationen. Han blev standset og sigtet for manglende agtpågivenhed.

Men knallerten var ikke hans. Den tilhørte en 15-årig kammerat, som nu også er blevet sigtet, da knallerten var ulovlig.

Det oplyser Mikkel Brügmann, politikommissær ved Nordjyllands Politi i Hobro.