To skal dyste om borgmester-kandidatur
Det står nu fast, at valget af ny S-spidskandidat i Aalborg kommer til at stå mellem Lasse Frimand Jensen og Flemming Møller Mortensen.
De aalborgensiske socialdemokrater får to muligheder at vælge imellem, når de i de kommende uger skal afgøre, hvem partiet skal gå til valg i 2025 med som borgmesterkandidat.
Ved fristens udløb onsdag havde ingen andre end de to, der tidligere har bebudet deres kandidatur, indleveret stillerlister, oplyser formanden for Socialdemokratiet i Aalborg Kommune, Ulla Astman.
Det betyder, at valget står mellem gruppeformand og byrådsmedlem Lasse Frimand Jensen, 37 år, og 59-årige Flemming Møller Mortensen, der er folketingsmedlem og tidligere minister.
Inden urafstemningen slutter, vil de to stille op ved en række medlemsmøder.
Midlertidig erstatning på vej
Aalborgs nuværende borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, meddelte for få uger siden, at han forlader byrådet og altså ikke igen vil være spidskandidat. Hans udtræden sker tidligere end først bebudet, fordi han i mellemtiden har fået job som direktør på professionshøjskolen UCN i Aalborg.
Thomas Kastrup-Larsen forlader borgmesterposten 31. maj. Først en uges tid senere ventes resultatet af urafstemningen offentliggjort.
Det betyder, at 1. viceborgmester Helle Frederiksen (S) sandsynligvis ifører sig borgmesterkæden fra 1. juni.
Hvis Lasse Frimand Jensen vinder urafstemningen, vil han umiddelbart kunne indtage borgmesterposten. Er det derimod Flemming Møller Mortensen, de socialdemokratiske partimedlemmer foretrækker som spidskandidat, vil en anden skulle besætte borgmesterposten det næste to et halvt år, fordi Flemming Møller Mortensen ikke i dag sidder i byrådet.
Mens det er alle S-medlemmer i kommunen, der vælger spidskandidaten, er det alene den 12 m/k store byrådsgruppe, der beslutter, hvem der i resten af valgperioden skal erstatte Thomas Kastrup-Larsen som borgmester.