Tiltale: Mand brændte lejlighed af for at snyde forsikringen
Foto: Bruno Stagsted
En hel opgang af beboere blev bragt i fare, da der 23. august 2019 udbrød en millionbrand i en ejendom på Skelagervej i Aalborg.
Onsdag står en 34-årig mand tiltalt i retten i Aalborg for at have påsat branden med det formål at snyde sit forsikringsselskab.
Branden udbrød ved 20.35-tiden om aftenen i en lejlighed i opgangen. Alle beboere blev evakueret, da rednings- og slukningsarbejdet begyndte. I første omgang vurderede brandfolk på stedet, at ilden var opstået i lejlighedens køkken. Selv om ilden kom under kontrol, og ingen kom noget til, så skete der skade for mindst 2,1 million kroner på ejendommen.
Den 34-årige mand, der nu er tiltalt i sagen, fik efterfølgende udbetalt erstatning på 318.000 kroner for skader på indbo i lejligheden i forbindelse med branden.
Tyder på påsat brand
Senere pegede undersøgelser og efterforskning i retning af, at branden var påsat, og mistanken blev rettet mod den 34-årige mand.
I stedet for en erstatning på 318.000 kroner kan han nu se frem til et erstatningskrav i millionklassen samt en straf, hvis han bliver kendt skyldig i at have påsat branden med det formål at snyde forsikringen.