Tiltale: 46-årig forfulgte og chikanerede kvinde ved hjælp af GPS-sendere
Kvinden blev ifølge anklageskriftet udsat for voldsomme overgreb. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Manden er sigtet for omfattende fysisk og psykisk vold mod kvinden. Han har desuden truet med at slå hendes familie ihjel og afkrævet hende penge.
Der er tale om en helt usædvanlig sag om grov vold, chikane, psykisk vold og forfølgelse i månedsvis, når retten I Aalborg torsdag tager hul på en sag mod en 46-årig mand.
Han er blandt andet tiltalt for systematisk at have overvåget og forfulgt kvinden ved hjælp af GPS-sendere.
Anklageskriftet tæller blandt andet også en vanvittig episode i marts sidste år, hvor manden ifølge anklageskriftet chikanerede kvinden i bil og forsøgte at få hende til at køre galt.
Den episode vender vi tilbage til.
Den 46-årige mand sidder i øjeblikket varetægtsfængslet. Fængslingen er kulminationen på mange måneders overgreb og chikane mod kvinden, som han ifølge anklageskriftet engang har været kæreste med.
Fulgte efter kvinden til politiet
En af anklageskriftets mange alvorlige episoder handler om, at han natten til 25. juni 2020 trængte ind på kvindens bopæl i Nibe.
Her holdt han hende frihedsberøvet tre-fire timer i løbet af natten og udsatte hende for grov vold ved at kaste hende mod vægge og tage halsgreb på hende, så det ifølge anklageskriftet sortnede for hendes øjne.
Under frihedsberøvelsen truede han hende også til at overføre 40.000 kroner under trusler om, at han ellers ville slå hendes familie ihjel.
Fulgte efter hen til politiet
Det fremgår af anklagerne, at manden i lange perioder har overvåget kvindens færden ved at sætte GPS-sendere på hendes bil. Blandt andet i perioden fra midt i april til 13. oktober 2021.
Denne dag besluttede kvinden at gå til politiet for at anmelde manden for en række forhold, men selv da fulgte han efter hende på vej til politiet. Det fik imidlertid ikke manden til at stoppe.
Ifølge anklagerne fortsatte GPS-overvågningen blandt andet fra 30. oktober til 8. november og igen fra 26. november til 4. december 2021, ligesom politiet også mener, at manden overvågede kvinden med GPS tilbage i august-september 2020.
Bombarderede kvinden med beskeder
Oveni forfølgelsen har manden chikaneret og kontaktet kvinden et hav af gange, selv om politiet på et tidspunkt også forsøgte at stoppe ved at få udstedt et tilhold, så manden ikke på nogen måde måtte opsøge eller på anden vis kontakte kvinden.
Det hjalp på ingen måde.
Ifølge anklageskriftet har manden i perioden fra 14. november til 30. december 2021 foretaget opkald, sendt sms’er og lignende til kvinden intet mindre end 1.330 gange. Det svarer til op mod 30 beskeder I gennemsnit pr. dag – eller mere end en gang i timen i halvanden måned i træk.
Psykisk vold i halvandet år
Anklagerne mod manden tæller også et omfattende punkt, der handler om, at han systematisk har udsat kvinden for psykisk vold i en periode fra maj 2020 til oktober 2021.
Det er politiets opfattelse, at manden i den periode kontrollerede, hvilke hjemmesider kvinden var til stede på, overvågede hendes mobilkorrespondance og ville bestemme hvilke jobs, hun måtte tage.
Det fremgår af anklageskriftet, at manden desuden truede med at ødelægge hendes karriere ved at sende videoer rundt af hende, ligesom manden truede med at begå selvmord, når han ikke kunne komme I kontakt med hende. Blandt andet ved at sende billeder af piller.
Det fremgår af anklageskriftet, at punktet om psykisk vold er - eller har været - til vurdering hos Statsadvokaten, og derfor er det endnu usikkert, om dette punkt fortsat er en del af anklageskriftet, når sagen kommer for retten.
Biljagt ved Aarhus
Som nævnt i indledningen omfatter anklageskriftet også en grov episode, hvor manden udsatte kvinden og andre trafikanter for fare. Det fandt sted 28. marts 2021, da kørte kvinden kørte i bil sammen med en anden på motorvejen omkring Hadsten.
Pludselig kørte manden op på siden af dem og forsøgte i fuld fart at påkøre kvindens bil.
Omkring Tilst kørte manden ifølge anklagerne så tæt op bag kvindens bil, at de måtte undvige ud i nødsporet for at undgå at påkøre en tredje bil på motorvejen.
Manden overhalede også på et tidspunkt højre om, kørte ind foran kvindens bil og bremsede hårdt op, ligesom det fremgår af anklageskriftet, at manden også under den vilde biljagt faktisk ramte den anden bil på et tidspunkt.
Den 46-årige mand sidder som nævnt varetægtsfængslet i sagen. Det fremgår ikke før sagens start, hvordan han forholder sig til anklagerne, men det ventes at komme frem som noget af det første, når retten efter planen tager hul på sagen torsdag morgen.
FOROMTALE AF RETSSAG
- Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
- De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
- Retsmødet for denne sag er fastsat til torsdag 21. april klokken 8.30-15.00 i Retten i Aalborg. Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.