Til træning på Flyvestation Aalborg: 5. Klasse fra Vadum kigger ind bag hegnet
Foto: Jesper Sterum
Marie Mølholt Rasmussen og hendes klassekammerater blev testet på Flyvestation Aalborg.
For at vise de jobmuligheder, der findes i lokalområdet har Aalborg Kommune skabt et særligt samarbejde med kommunens skoler.
Mere og mere af undervisningen på landets folkeskoler skal rykkes ud af klasselokalerne. I stedet kan det foregå hos lokale virksomheder, så eleverne får en idé om, hvad der rent faktisk sker inde bag murerne.
Så kan man også se noget andet. Mange har jo været i butikker og se, hvordan de arbejder, der er jo ikke særlig mange, der har været herude at kigge.
Marie Mølholt Rasmussen, 5.B, Vadum Skole
Den ordning er Flyvestation Aalborg med i. Derfor var elever fra 5. klasse på Vadum Skole torsdag på besøg på flyvestationen for at se, hvad der foregår bag de mange hegn og bomme.
- Det betyder, de får et indblik i, hvad vi laver af opgaver, men også hvad for nogle krav, der er, hvis man på et tidspunkt skulle vælge Forsvaret til, når man engang skal tage sit erhvervsvalg, fortæller Morten Valenting Jensen, der er kommunikationschef hos Air Transport Wing Aalborg, der driver flyvestationen.
Eleverne fra Vadum blev sendt i gennem den fysiske basistest, der bestod af 2.200 meter løb og forskellige styrkeøvelser i idrtæssalen. En af dem, der var med torsdag, var Marie Mølholt Rasmussen. Hun blev overrasket over, hvad de mange mennesker rent faktisk laver på flyvestationen.
- Jeg synes, det er meget spændende, at der også er andet end det man hører normalt. Jeg troede, at man var ude på øvelser rigtig mange gange om året, og flyve i flyvemaskiner over hele verden, fortæller Marie Mølholt Rasmussen.
Besøget er en del af et arbejde, der har stået på i Aalborg Kommune i flere år. Her har skoleelever fået lov til at komme ud og besøge forskellige virksomheder. Som noget helt nyt bliver denne klasse fra Vadum Skole fast inventar på Flyvestation Aalborg. Fra nu af og resten af deres folkeskoletid skal de nemlig besøge basen to gange om året.
- Vi vil gerne prøve at se, om det har en anden effekt i forhold til, at man har et længerevarende forløb med den her virksomhed. Både for virksomheden, men også for eleverne, fortæller Thomas Overgaard, der er erhvervsplaymaker i skoleforvaltningen ved Aalborg Kommune.
Selvom kroppen er øm efter dagens strabadser, så er Marie Mølholt Rasmussen klar til flere besøg på Flyvestation Aalborg.
- Så kan man også se noget andet. Mange har jo været i butikker og se, hvordan de arbejder, der er jo ikke særlig mange, der har været herude at kigge, fortæller Marie Mølholt Rasmussen.
Næste gang eleverne skal besøge flyvestationen, skal de rundt på basen og afprøve forskellige jobfunktioner.