Det har taget lang tid, men endelig har Birthe fået erstatning for en ulykke, som kostede hende en hjerneskade. Foto: Privatfoto
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tidligere værge glemte at anmelde hendes ulykke: Nu har Birthe fået millionerstatning

Birthe Okholm faldt ud af et vindue i sin lejlighed i København og blev slemt hjerneskadet. Nu har hun fået erstatning takket være sin svigerinde, som er hendes nye værge.

Næsten 1.2 millioner kroner. Så meget har Tryg Forsikring netop udbetalt til Birthe Okholm.

De mange penge står nu, hvor de skal - på hendes konto, men det gør de kun, fordi hendes nye værge lige akkurat nåede at anmelde hendes ulykke før den blev forældet.

- Jeg er virkelig rystet over, hvordan den tidligere værge kunne lade være med at anmelde sådan en alvorlig skade. Jeg har ikke ord for, hvor grov hans forsømmelighed har været, når man tænker på, at det kunne have kostet Birthe tæt på 1.2 millioner kroner, siger Jette Okholm, der nu er værge for sin svigerinde.

Nu vil jeg se, om jeg kan få lov til at bruge nogle af pengene på at gøre Birthes liv bedre og måske få hende til at smile lidt.

Jette Okholm, ny værge for Birthe Okholm

Den tidligere værge glemte nemlig at melde den alvorlige ulykke skade til hendes forsikring. Til gengæld ryddede han hendes lejlighed, og solgte bl.a. hendes sølvtøj og kongelige porcelæn helt uden at kunne fremlægge bilag.

Efterfølgende sendte han Birthe på plejehjem i Aalborg helt uden indbo og næsten uden ejendele og tøj. På det tidspunkt var han værge for 70 personer ud over Birthe.

- Det er jo et glimrende eksempel på, hvad der sker, når man har så mange værgemål - ja nogen har haft over 100 værgemål, som de skal varetage. Man har simpelthen ikke tid til at sætte sig ind i den pågældende umyndiges situation og i det hele taget varetage jobbet, siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, der har fulgt Birthes sag fra dag et.

Manglende kontrol

De professionelle værger bliver formelt kontrolleret af Familieretshuset, og af et forvaltningsinstitut, der er en bank, der er godkendt til at forvalte umyndiges formuer. Ingen af de to kontrolinstanser har dog grebet ind i denne sag.

- Det er jo dybt beskæmmende at det her overhovedet kan finde sted - dels at værgen kan agere sådan her, men så sandelig også for at kontrollen overhovedet ikke fungerer, siger Preben Bang Henriksen og fortsætter:

- Meningen med at have en værge er, at værgen skal tage sig af den umyndiges interesser. Jeg kan da frygte at den pågældende værge har taget sig lige så dårligt af de andre 70 personer, som han har været værge for.

- Det skal være nemmere at skifte værge

Ud over Birthe Okholms triste historie har TV2 Nord også fortalt om Hans Ratzer.

Han betalte i løbet af tre år cirka 90.000 kroner til sine professionelle værger. Hans søster Mette ville ellers gøre det gratis, men fik afslag, fordi den professionelle værge nægtede at trække sig. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) reagerede allerede i januar på vores historier.

- De historier, som TV2 Nord har afdækket viser, at der er nogle alvorlige problemer, som vi selvfølgelig som politikere skylder at tage meget alvorligt. Jeg tør godt allerede nu sige, at noget at det vi i hvert fald kommer til at tage fat omkring, det er, at vi er nødt til at have et meget stærkere tilsyn på værgemålsområdet:

- Jeg mener også det skal være nemmere at skifte værge, ligesom vi også bør overveje meget kraftigt om ikke, der skal være en øvre grænse for, hvor mange værgemål man rent faktisk kan have som værge, sagde Peter Hummelgaard til TV2 Nord d. 25. januar.

TV2 Nord har siden foråret 2023, hvor vi begyndte at dække flere værgesager, forsøgt at få et interview med Familieretshuset, men forgæves.

Vi vil gerne have svar på om de stadig har tillid til Birthe Okholms tidligere værge, og hvorfor de ikke for længst har grebet ind i sagen. Vi har også adskillige gange forsøgt at få en forklaring fra Birthe Okholms tidligere værge, men han afviser helt at tale med TV2 Nord.

Et bedre liv og smil

Justitsministeren har altså allerede lovet stramninger af værgelovgivningen, og Venstres retsordfører presser på.

- Jeg har så sent som i dag fået bekræftet fra justitsministeriet, at man arbejder på højtryk for en ændring af loven, og det burde kunne finde sted straks i det nye folketingsår. Umiddelbart vil det være min opfattelse at Familieretshuset også bør undersøge om Birthe Okholms tidligere værge overhovedet kan varetage sit job, siger Preben Bang Henriksen (V).

Hvis ikke Jette Okholm var blevet værge for sin svigerinde Birthe havde hun efter al sandsynlighed aldrig fået sin erstatning på de knap 1.2 millioner kroner. Penge som nu kan komme Birthe til gode.

- Jeg er glad på Birthes vegne for erstatningen. Ikke fordi jeg kan bruge det til noget, for jeg regner bestemt ikke med at skulle arve efter Birthe, men for princippets skyld. Nu vil jeg se, om jeg kan få lov til at bruge nogle af pengene på at gøre Birthes liv bedre og måske få hende til at smile lidt, siger Jette Okholm.


Foto: Aalborg Zoo

Ministerium har opgivet kontrol med frygtet virus: Her vaccinerer Aalborg Zoo

Aalborg Zoo har onsdag vaccineret flere af dyrene i haven mod nyankommen virus.

Aalborg Zoo tøvede i første omgang med at vaccinere deres dyr mod Bluetongue, men onsdag blev de udsatte dyr vaccineret mod virussen.

- Der er kommet et større smittetryk, og så skulle vi allerede vaccinere tre vikunjaer, der skal til Tyskland, fortalte dyrlæge i Aalborg Zoo Trine Hammer Jensen tirsdag.

Aalborg Zoo har valgt at vaccinere Vikunjaer, rensdyr og geder, fordi de er mest modtagelige mod virussen, da den primært rammer drøvtyggere.

Bluetongues første tilfælde i Nordjylland blev fundet i Morsø Kommune 12. september.

I en pressemeddelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri tidligere på måneden lød det, at smitten spredte sig i landet.

Derfor havde man opgivet kontrollen med smitten:

- Sygdommen, der rammer drøvtyggere, har de seneste uger spredt sig med høj hast, og er nu udbredt i hele landet. Derfor lemper Fødevarestyrelsen nu reglerne, så besætningsejerne igen kan flytte deres dyr i Danmark. Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) følger udviklingen tæt og understreger, at reglerne for handel med dyr i EU og eksport fortsat er uændrede, lyder det.


Foto: StoryPark Media

Det betyder sundhedsudspillet for Nordjylland

Det er ikke småting, der kommer til at ske i Region Nordjylland, som dog får lov til at bestå.

Med SVM-regeringens længe ventede sundhedsudspil lægges der op til store forandringer - både på nationalt niveau og i Nordjylland.

Nogle af nyhederne - hvis vi ser på det med nordjyske øjne - er, at der kommer 70 flere pladser på lægeuddannelsen i Aalborg, og at landsdelen skal have to nye såkaldte sundhedsråd, som skal sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Region Nordjylland består som administrativ og politisk enhed. Den skal i fremtiden styres af et regionsråd på 25 medlemmer. I øjeblikket er der 41, så de nordjyske vælgere skal til november næste år vælge betydeligt færre regionspolitikere end hidtil. 

Det kan betyde, at ikke så mange dele af regionen som hidtil repræsenteres i regionsrådet. Omvendt har det været en offentlig hemmelighed, at ikke alle 41 folkevalgte i regionens hidtidige historie har ment, at der var meningsfulde opgaver til alle.

Råd i stedet for klynger

I nogle år har der i Nordjylland været fire såkaldte sundhedsklynger, der skulle koordinere indsatsen. De har, erkender man nu i regeringen, ikke fungeret. I stedet får Nordjylland to såkaldte sundhedsråd, angiveligt med flere muskler, mere ansvar - og med penge. 

Sundhedsrådene skal, som det blev sagt på dagens pressemøde, “presse behandlingerne mere ud fra sygehusene og tættere på borgerne”.

Det ene sundhedsråd, Sundhedsråd Vendsyssel, skal dække Hjørring, Frederikshavn, Læsø og Brønderslev kommuner med 160.000 indbyggere. Dette råd får ni medlemmer - politikere fra dels byråd, dels regionsråd. Rådet får udover at koordinere også til opgave at etablere “fysiske rammer for lokale sundhedsindsatser”. Til det kan man i de nordligste kommuner ifølge udspillet få 180 mio. kr. 

Det svarer til 1150 kr. pr. borger - det højeste beløb pr. borger, som noget sundhedsråd i landet får.

Hvilket er i pagt med en af udspillets grundtanker: At man skal fordele pengene skævt ud over landet.

De resterende nordjyske kommuner med 432.000 indbyggere får også et sundhedsråd, Sundhedsråd Limfjorden. Her skal der sidde 16 folkevalgte, som får 260 mio. kr. at forvalte, svarende til 600 kr. pr. Indbygger.

TV2 Nords politiske analytiker udlægger det seneste udspil.

Opgaver flyttes rundt

For hele landet gælder, at der også flyttes rundt på opgaver. Fordelingen af ydernumre for læger, som i dag foretages af regionen, skal i fremtiden ske i statsligt regi. Sagt med Moderaternes Lars Løkke Rasmussens ord: “Nationen tager større ansvar”.

Samme Lars Løkke Rasmussen lagde på pressemødet ikke skjul på, at han gerne havde set, at Region Nordjylland ikke var fortsat som selvstændig region. De to andre regeringspartier ville det anderledes - og fik deres vilje.

Men der flyttes rundt på opgaverne. Akutsygepleje, som i dag ligger i kommunerne, overføres sammen med flere andre opgaver til regionen. I praksis vil en stor kommune som Aalborg nok også fremover kunne løse nogle af disse opgaver, men i fremtiden på regionens vegne. I andre, mindre kommuner er man måske ikke udadtil begejstret over at miste opgaver, men uofficielt har garvede borgmestre i flere år erkendt, at nogle af disse kommuner er for små til at løfte en række af disse opgaver fagligt godt nok.

Til gengæld må regionen sige farvel til nogle af de nuværende opgaver. It og innovation på sundhedsområdet skal primært styres på nationalt niveau. En af de mindre regionale opgaver - kultur - flyttes til kommunerne.

Og så forsvinder en enkelt regional opgave helt, hvis udspillet bliver til virkelighed. Regionerne har, siden de blev født for knap 20 år siden, i hver valgperiode skullet udarbejde en såkaldt regional udviklingsplan. Den og “aktiviteter knyttet hertil bortfalder,” hedder det i udspillet, der begrunder det med, at midlerne, som har været brugt på dette, skal bruges på andre og vigtigere opgaver.


Greenpeace Foto: Greenpeace Danmark

Greenpeace anker 'grotesk' stor bøde efter aktion ud for Frederikshavn

Aldrig er Greenpeace i Danmark blevet idømt så stor en bøde.

Greenpeace giver ikke så let op.

Onsdag oplyser klima- og miljøorganisationen, at de har valgt at anke den historisk store bøde, som Retten i Svendborg tildelte dem 3. september. En bøde, de selv mener, er grotesk stor.

I en pressemeddelelse kalder Greenpeace sagen 'uhyre principiel', og de forudser, at den i fremtiden kan få stor indflydelse på, hvordan man i fremtiden kan udføre fredelige protester.

- Helt overordnet savner dommen proportionalitet. Der var tale om en fredelig protest med nogle få kajakker, svømmere og et lille sejlskib, der i demonstration mod russisk olie var årsag til, at nogle olietankere kortvarigt måtte ændre kurs på åbent vand. Det er skudt helt forbi målet, når retten straffer den handling med så abnormt stor en bøde, siger kampagnechef i Greenpeace Danmark, Sune Scheller.

Greenpeace udførte en række demonstrationer i marts 2022, og efterfølgende blev de dømt for at bringe sø-sikkerheden i fare. Aktivister, der sejlede i gummibåde og kajakker, demonstrerede mod omlastning af russisk olie i farvandet ud for Frederikshavn.

Fortryder ikke

Aktivisterne lykkedes med at blokere for omlastningen i mere end 24 timer. De sørgede nemlig for, at det græske tankskib Seaoath og supertankeren fra Indonesien, Pertamine Prime, ikke kunne komme tæt nok på hinanden.

Det gjorde aktivisterne blandt andet ved at hoppe i vandet med bannere og svømme tæt på den 300 meter lange supertanker.

- Vi står ved vores handlinger, og vi benægter ikke, at aktivisterne lagde sig i vejen, så olietankerne kortvarigt måtte ændre kurs på åbent vand. At byretten finder, at vi i den forbindelse har overtrådt vores vigepligt og svømmet et sted, man ikke må svømme, tager vi derfor på os, siger Sune Scheller og tilføjer:

- Ankesagen handler derfor ikke om, hvorvidt søfartsreglerne blev overtrådt eller ej, men derimod om hvad der er en rimelig straf for fredelig civil ulydighed, når den er rettet mod dansk og anden europæisk import af olie, der finansierer en ulovlig krig mod civilbefolkningen i Ukraine, siger han.

Får Greenpeace ikke omstødt dommen, skal de grave ualmindeligt dybt i muldvarpeskindet. Bøden lyder lige nu på 360.000 kroner.


Uheldig debut uden kørekort: 17-årig kvinde kører ind i politibil

En forespørgsel fik konskvenser for billisterne

En komisk historie.

Sådan beskriver politikommissær hos lokalpolitiet ved Himmerlands Politi, Lars Rosenvinge, episoden tirsdag nat.

Kort efter midnat fik de en melding om et mindre færdselsuheld ved Enghavevej i Farsø.

En 17-årig ung kvinde fik overtalt en personerne i bilen, til at hun måtte prøve at køre en tur, selvom hun ikke har kørekort.

Men, hvad der for mange er en uskyldig manøvre, fik konsekvenser.

Da den 17-årige kvinde skulle bakke, kom hun nemlig til at bakke ind i en anden bil med nogle passagerer, man nødigt vil møde, når man laver en bule.

- Det er en af vores patruljebiler, hun kommer til at køre ind i, med politifolk i, oplyser Lars Rosenvinge.

Betjentene fik fat i kvinden, og der blev lavet en færdselsuheldsrapport

Hun bliver sigtet for ikke at have førerret, og vedkommende, der har lånt hende bilen, bliver sigtet for at have overladt føringen til én, der ikke har kørekort.

- Det var, hvad man kalder en uheldig debut på landevejene, afslutter politikommissæren.


Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Michelle er lige fyldt 33 år: Nu begynder hun på uddannelsen

Interessen for at søge ind på merituddannelsen til pædagog er steget markant. Sidste år søgte for få ind til, at UCN kunne oprette et hold. I år har UCN oprettet to hold med i alt 53 studerende.

Det er ikke fordi, at 33-årige Michelle Valentin Engsted ikke ved, hvad hun har med at gøre med på sit arbejde. Men med otte års erfaring som pædagogmedhjælper og handicaphjælper, har hun nu besluttet sig for at få papir på sine færdigheder og kundskaber. De næste tre år læser hun til pædagog på merituddannelsen på UCN i Aalborg.

- Der kom lige tre børn i vejen, og så har jeg altid været glad for at gå på arbejde, fortæller Michelle Valentin Engsted fra Nørhalne i en pause fra undervisningen på UCN på Mylius Erichsens Vej i Aalborg.

I begyndelsen af september begyndte hun på sit nye studie. Hun skal i de kommende år gå i skole torsdag og fredag samtidig med, at hun passer sit arbejde på fuldtid på et botilbud.

- Jeg trænger til at få noget faglig viden om det, som jeg hver dag går og gør. Jeg føler mig sommetider lidt bagud i forhold til mine uddannede kolleger, siger hun.

UCN fik sidste år for få ansøgninger til at kunne oprette et hold for meritstuderende til pædagog. I år er der oprettet to hold for i alt 53 studerende.

Se hele indslaget herunder:

Michelle har store forventninger til meritpædagoguddannelsen.

Chancen opstod

- Jeg har hele tiden haft en aftale med min arbejdsgiver, om at jeg gerne ville videre med mit fag. Nu opstod chancen så, og nu er jeg i gang, siger Michelle Valentin Engsted.

Det bliver et puslespil for den nye studerende. Hun skal i de næste tre år både passe sit nuværende fuldtidsjob, sin familie og sin nye uddannelse.

- Der bliver noget at koordinere. Jeg skal jo have fri fra arbejde til at gå i skole torsdag og fredag, og så må jeg tage vagter i weekender, hvor jeg ikke har mine børn. Så må jeg lave lektier, når børnene er hos min eks-kone, og når jeg kan finde huller til det, siger Michelle Valentin Engsted med et stort smil.

Foreløbig vil hun bruge den nye viden på sit nuværende arbejde.

- Men det er også en fremtidssikring. Der er rift om pædagogmedhjælpere men der er endnu mere brug for uddannede pædagoger. Så jeg tror, at det er fornugtigt at tage uddannelsen nu, siger Michelle Valentin Engsted.