Tidligere d'Angleterre-kok skal stå i spidsen for nordjysk restaurant
Foto: Brasserie Kunsten
Thomas Mathiesen har også stået for Grilleriet hos Weber.
Brasserie Kunsten har fået nye kræfter i køkkenet. Thomas Mathiesen og Cæcilie Dolleris er henholdsvis ny køkkenchef og souschef.
Det er et par prominente navne fra den danske gastronomiverden, der fra 1. september er trådt til i Brasserie Kunsten.
Thomas Mathiesen er ny køkkenchef og kommer fra samme stilling ved Kaffe Fair. Han har desuden tidligere arbejdet på Hotel d'Angleterre.
Cæcilie Dolleris bliver ny souschef og konditor. Hun har tidligere arbejdet hos Søllerød Kro og Musikkens Hus. Og så har hun vundet DM i chokolade.
- Vi er et hus, der er kendt for høj kvalitet, så det er en kæmpe glæde, at vi har formået at tiltrække så stærke kapaciteter som Thomas og Cæcilie, siger Karen Bering, partnerskabschef på Kunsten.
Brasserie Kunsten har udvidet åbningstiderne, og den nye køkkenchef og souschef bruger nu den kommende tid på at skabe nye menuer.
- Vi ser frem til, at de sætter deres præg på Brasserie Kunsten og giver alle vores gæster store smagsoplevelser, siger Karen Bering.