Tidligere anbragte på vej mod historisk undskyldning: - Jeg ved, jeg har fået tæsk
Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord
De tidligere anbragte blev blandt andet udsat for seksuelle overgreb, vold, indespærring og fiksering.
10 tidligere anbragte nordjyder følges i dag til Horsens for at modtage en historisk undskyldning.
Regeringen giver i dag en officiel undskyldning til tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der har været udsat for svigt og overgreb.
Det er social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som giver undskyldningen ved et arrangement på Comwell Bygholm Park i Horsens klokken 13:00.
To minibusser med 10 tidligere anbragte satte derfor klokken 09:00 kursen mod Horsens fra værestedet Perlen i Aalborg.
En sen undskyldning
En af passagererne i bussen er Else Marie Hansen, vi tidligere har fortalt om på TV2 Nord. Hun blev som otte-årig afleveret på en institution i Hammer Bakker.
- Jeg er meget spændt på, hvad der skal ske i dag. Jeg synes, det er godt, vi får en undskyldning, lyder det fra Else Marie.
Hendes sidemand i bussen er Kurt Egon Hansen. Han blev anbragt som fem-årig på anstalten i Vodskov.
- Jeg ved, jeg har fået tæsk, men jeg kan ikke huske det, fortæller Kurt om tiden som anbragt.
69-årige Kurt Egon Hansen ser ligesom Else Marie Hansen frem til undskyldningen. Men med en hvis skepsis.
- Det er godt, at vi får en undskyldning, men det er meget sent, vi får den, siger Kurt.