Teater om eget liv har givet Malene nyt syn på tilværelsen
Foto: Hedegaard
Malene Hey på scenen på Aalborg Teater for at fortælle sin dramatiske historie.
Efter et fire måneder langt teatereksperiment har Malene Hey, der er tilknyttet socialpsykiatrien, rystet diagnosen PTSD af sig.
Malene Hey og tre andre psykisk sårbare har siden september arbejdet med teater sammen med den professionelle skuespiller Martin Ringsmose fra Aalborg Teater. De har været samlet på Poppelvej 14 i Aalborg, hvor kommunens rehabiliteringscollege under socialpsykiatrien ligger.
De fire aktører har fortalt deres livshistorier til hinanden og til skuespilleren. Sammen har de omsat historierne til teater.
TV2 Nord har fulgt holdet, og vi møder dem igen på Aalborg Teater et par timer inden premieren på stykket, som har fået navnet P14, efter Poppelvej 14. Her er Malene helt rolig.
- Vi har øvet rigtig mange gange, og det er jo min egen historie, jeg skal fortælle, siger hun.
Fra mand til skizofren hund
Publikum tager plads. Der er fuldt hus - 50 personer. Det er primært pårørende til de fire aktører og folk, der er tilknyttet rehabiliteringscollege. I stykket fortæller de fire aktører deres historier.
Jeg kunne ikke finde ud af at male mere. Jeg kunne ikke finde ud af at koncentrere mig om noget.
Henrik Jensen
En af deltagerne, Henrik Jensen lægger ud. Som ung bliver han uddannet maler og får arbejde på Aalborg Værft. Han bliver arbejdsløs, da det lukker. Han mister også en kæreste
- Vi skal tilbage til 1985, da det hele begynder at gå ad helvede til. Jeg kunne ikke finde ud af at male mere. Jeg kunne ikke finde ud af at koncentrere mig om noget, fortæller Henrik til publikum, mens han går rundt og rundt om en cirkel midt på scenen fyldt med glasskår.
Henrik begynder at få vrangforestillinger, og han tror pludselig, at han er en hund. Han kommer på den lukkede og får diagnosen skizofreni. Det er mange år siden, og Henrik har det nogenlunde i dag. Teaterprojektet har hjulpet ham yderligere på vej.
- Jeg har holdt foredrag om mit liv, og jeg går på scenen for at komme videre i udviklingen med mig selv. Og det er jeg kommet, siger han til TV2 Nord.
Sprøjte i halsen
Malene Hey er den sidste på scenen. Hun fik konstatereret PTSD, Posttraumatisk Stress Syndrom, efter en voldsom oplevelse på sygehuset.
Hun har medfødt rygmarvsbrok og har tilbragt rigtig lang tid på diverse sygehuse. Som ung bliver hun igen igen indlagt, fordi der gennem flere år har været problemer med en utæt stomi. Siddende på en træstamme midt i glasskårene fortæller hun publikum om en afgørende og fatal oplevelse forud for en operation, hvor der er bøvl med at få stukket en kanyle rigtigt i hendes hals.
- Pludselig og uden varsel kravler en sygeplejerske op på mit leje og sætter sig overskrævs på mig. Hun holder fast, så mit hoved sidder som i en skruestik. Jeg skriger.
Malene fortæller med nøgtern stemmeføring, men Casper agerer sygeplejerske og holder hendes hoved og svinger en stor sprøjte. Heller ikke en læge kan finde en åre at stikke nålen i. Malene ligger traumatiseret tilbage. Da hun kommer hjem, forsøger hun at tage sit eget liv.
PTSD - Positive Tanker Styrker Dig
Det skete i 1992. Siden har hun fået hun diagnosen PTSD, som i dag står for Positive Tanker Styrker Dig.
Til TV2 Nord siger hun:
- Jeg føler faktisk ikke, at den diagnose, jeg er blevet påklistret, fylder noget i mig mere. Og det har meget at gøre med den måde, alle tingene er blevet bearbejdet på gennem teaterprojektet.
Stående ovationer
På Aalborg Kommunes rehabiliteringscollege, der søsatte projektet og engagerede Martin Ringsmose, har medarbejder Jens Sandborg fulgt de fleste møder mellem de fire og den professionelle skuespiller. Han sidder selvfølgelig blandt publikum under premieren, og han er begejstret for det, han ser.
- Det ser jo ud til, at det her virker efter hensigten. Der sker noget, når man sætter ord, men også krop på. Nu skal vi evaluere på det og se på, hvordan vi kan arbejde videre med det, siger Jens Sandborg til TV2 Nord.
Stykket er ikke kun godt for deltagerne. At dømme efter de langvarige og stående ovationer får publikum også noget med hjem. Stykker spiller fem gange for fulde huse.