'Taxatur' blev langt dyrere end forventet: Stjal penge og telefoner fra kunderne
Søndag kunne flere nordjyder se et større beløb trukket fra deres konti på vejen hjem fra Jomfru Ane Gade. Dog var der ikke tale om en dyr bytur, men tricktyverier fra en pirattaxi.
Det fremgår af den seneste døgnrapport fra Nordjyllands Politi.
Politiet modtog søndag i alt fem anmeldelser om tricktyverier, hvor det lykkedes chaufføren af pirataxien at få fat i passagerenes telefoner. Chaufføren overførte derefter større beløb til sig selv via enten MobilePay eller ofrenes mobilbanker.
I visse tilfælde stjal chaufføren også passagerenes punge og telefoner. Sagen er på nuværende tidspunkt ved at blive efterforsket, skriver politiet videre.