Tættere på finalen: Lykkeliga er Nordjyllands kandidat til idrætspris
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Også sidste år var Rikke Nielsen og Lykkeliga med i opløbet om at vinde Danskernes Idrætspris.
Det hjertevarme håndboldinitiativ Lykkeliga er for andet år i træk med i opløbet om at vinde Danskernes Idrætspris og en præmie på 100.000 kroner.
For andet år i træk er Rikke Nielsens succesfulde idrætsinitiativ for udviklingshæmmede børn, Lykkeliga, med i opløbet om at vinde Danskernes Idrætspris.
Fredag er det blevet offentliggjort, at Lykkeliga er den nordjyske nominerede til prisen, som uddeles af DR ved et stort show, Sport 2018, i januar 2019.
Og det er en nyhed, den tidligere håndboldlandsholdsspiller har fejret på Facebook:
Også den sønderjyske gren af Lykkeliga, Sønderjyske Kidz, er nomineret til prisen af P4 Syd.
Det er DR P4's lyttere, der har afgjort, hvilke kandidater der skal gå videre til semifinalen. I Nordjylland stod valget mellem Lykkeliga, Rørbæk IF's frivillige indsats for at bygge en multihal og Aalborg Seniorsport. Og her løb Lykkeliga med en klar sejr og næsten halvdelen af alle afgivne stemmer.
Inden det store show og præmiechecken på 100.000 kroner er inden for rækkevidde, gælder det dog semifinalen for Lykkeliga. Ud af de i alt otte regionale kandidater går kun tre videre til finalen. Det er en omgang, Lykkeliga har prøvet før - sidste år stod Rikke Nielsen for første gang i finalen, som hun dog tabte til FC Thy Piger.
Til gengæld har Lykkeliga siden sin start vundet et hav af andre priser: