Svømmefinale gav nerver i sofaen
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Tvillingesøstre og holdkammerater. Camilla og Cecilie Nørgaard Frost fulgte Helena Rosendahl Bachs finale i 200 meter butterfly.
Holdkammerater fulgte med i Aalborg, da svømmestjerne sprang i bassinet i Japan.
Den danske svømmestjerne Helena Rosendahl Bach fra Aalborg Svømmeklub svømmede i dag finale i 200 meter butterfly ved VM på langbane i Fukouka i Japan. Hjemme i Aalborg fulgte flere holdkammerater med i håbet om endnu en rekordtid og en mulig medalje.
- Det er jo helt vildt at tænke på, at man træner med hende til dagligt, og nu kan vi se hende på TV til VM i Japan, siger Camilla Nørgaard Frost, inden hendes tvillingesøster Cecilie Nørgaard Frost følger op.
- Ja hun står med alle de store stjerner, lige som vi plejer at stå ved siden af hende til DM. Hun står ved siden af nogle af de største svømmere. Det er jo helt vildt, påpeger Cecilie Nørgaard Frost.
Sad klistret til skærmen
Begge søstre er 17 år gamle og holdkammerater med 23-årige Helena Rosendahl Bach i Aalborg Svømmeklub. De svømmer endda også 100 og 200 meter butterfly. De har siddet klistret til skærmen, hver gang den danske svømmestjerne har hoppet i bassinet ved verdensmesterskaberne i Fukouka i Japan.
- Vi håber, hun kan få medalje. Det synes vi virkelig, hun fortjener. Det ville også være for vildt, hvis hun kunne det, griner Camilla og Cecilie Nørgaard Frost.
Helena Rosendahl Bach satte i semifinalen ny dansk- og nordiskrekord på 200 meter butterfly. Det kvalificerede hende til finalen i femte bedste tid. I dagens finale tangerer svømmestjernen fra Aalborg sin egen rekord fra semifinalen med tiden 2 minutter 7 sekunder og 15 hundredele for 200 meter butterfly.
Det rækker til en delt 5. plads. Godt et halvt sekund fra en bronzemedalje, og cirka tre sekunder fra førstepladsen, der blev vundet af den nye canadiske svømmestjerne Summer Mcintosh på bare 16 år. Alligevel er holdkammeraterne i Aalborg imponeret.
- Wow det var vildt. Man var bare helt oppe på dupperne. Hun (Helena Rosendahl Bach, red.) viser jo bare igen, at hun virkelig hører til der. Det er sejt. Delt femteplads. Det var jo tæt på bronze. Et halvt sekund, det er jo ingenting, påpeger Camilla og Cecilie Nørgaard Frost.
Sikrer OL-plads
Helena Roseldahl Bach har med sin præstation også sikret en plads ved OL næste sommer i Paris. Camilla og Cecilie Nørgaard Frost kan nu kun vente på, at Helena Rosendahl Bach kommer hjem til træning igen.
- Kæmpe inspiration, også bare til træning. Når vi andre stopper, så tager hun lige et ekstra sæt, eller tager lige en omgang mere. Man tænker bare, er du ikke ved at være færdig? Vi andre er helt færdige og døde. Hun er bare noget for sig selv. Hun er en kæmpe inspiration, og så dejlig at have med til træning, slutter Camilla og Cecilie Nørgaard Frost.
Femtepladsen i finalen er Helena Rosendahl Bach's bedste resultat nogensinde ved et VM. I EM sammenhæng er det foreløbig blevet til 2 sølvmedaljer.