Succes med pilotprojekt: Færre patienter bliver kastebolde
Foto: TV2 Nord
Arkiv.
Det nordjyske sundhedsvæsen er gået sammen om et pilotprojekt, der skal forebygge indlæggelser for ældre og svage borgere.
Et nyt projekt skal komme de ældre og svage patienter og borgere i Region Nordjylland til gode.
Ved hjælp af konkrete tiltag og et forbedret samarbejde mellem kommune, hospital og den praktiserende læge, mener Region Nordjylland, at man har forbedret livskvaliteten for patienter og pårørende, der har været en del af projektet.
Aalborg Universitetshospital, Aalborg Kommune og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Aalborg er alle gået sammen om projektet ”Sammen forebygger vi (gen)indlæggelser” og resultaterne har ifølge Region Nordjylland været så gode, at parterne er enige om at arbejde videre i et mere struktureret og forpligtende samarbejde.
I alt har 750 personer været berørt af projektet, der kort fortalt går ud på, at ældre patienter skal undgå at blive kastebolde mellem kommunen, hospitalet og egen læge.
I løbet af fire måneder i efteråret sidste år, lykkedes det at reducere antallet af genindlæggelser med 20 procent på Riishøjcenteret og Akuttilbud Aalborg, som består af midlertidige pladser til de netop svage og ældre borgere.
- Det er nogle gode resultater, som er blevet leveret i projektperioden. Der er virkelig grobund for et videre samarbejde til gavn for patienterne. For de her patienter er der ofte tale om nogle meget komplekse patientforløb, siger Rikke Beckermann, en af to projektledere og kvalitetskonsulent i Region Nordjylland.
Flere konkrete indsatser har givet resultater
En genindlæggelse defineres i projektet ved, at en patient bliver udskrevet fra en af de midlertidige pladser – og bliver genindlagt. Derfor kan der være store menneskelige omkostninger og frustrationer forbundet med de mange ind- og genindlæggelser. Det er grunden til, at kommune, hospital og praktiserende læger er gået sammen ind i kampen.
- Din egen læge kender dig bedst. Derfor er det væsentligt at skabe fælles rammer om samarbejdet mellem almen praksis og kommune, som kan være med til at forebygge unødvendige indlæggelser. Det har man formået i Aalborg Kommune, og det har dannet grundlag for, at vi i PLO Aalborg arbejder på at styrke samarbejdet i primærsektoren omkring patienten i det nære sundhedsvæsen, siger Helle Skou, formand for Praktiserende Lægers Organisation i Aalborg.
Det vigtigste er, at man kan forbedre livskvaliteten betragteligt for en gruppe meget udsatte, svage og ældre medborgere.
Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital
Konkret har man med projektet blandt andet ansat en forløbskoordinerende sygeplejerske på Riishøjcenteret i Aalborg, og man har oprettet en direkte telefonisk hotline sektorerne imellem.
- Det her projekt har vist, at der er et enormt potentiale. Det vigtigste er, at man kan forbedre livskvaliteten betragteligt for en gruppe meget udsatte, svage og ældre medborgere, siger Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.
Som afslutning på projektet afholdes der onsdag den 20. marts en stor lærings- og perspektiveringskonference på Nordkraft i Aalborg. Her mødes beslutningstagere fra både Aalborg Universitetshospital, Aalborg Kommune og PLO Aalborg, foruden en række politikere.