SU er ikke nok til hus, bil og børn - regeringen vil indføre elevløn på SOSU-uddannelser
Løn under uddannelse skal lokke til at blive social og sundhedshjælper.
Er du over 25, kan du nu se frem til løn under hele uddannelsen som social og sundhedshjælper. Helt konkret så vil regeringen med et nyt forslag give alle studerende over 25 år, der læser til sosu-assistent eller sosu-hjælper, ret til at få elevløn.
På Gug Plejehjem glæder det social og sundhedsassistentelev Pia Staudt Larsen.
- Det skulle være sket for længe siden. Vi mangler virkelig meget personale inden for det her fagområde. Det vil helt klart betyde meget, da økonomien kan være med, når man starter en ny uddannelse, siger Pia Staudt Larsen fra Svenstrup, der mangler halvandet år af sin uddannelse.
Tidligere har det været op til de enkelte kommuner, om de ville give social og sundhedshjælpere elevløn under hele uddannelsen. Nu skal det altså være en ret, og det er de glade for på Sosu Nord.
- Det tænker jeg, er et rigtig godt signal og en god rekrutterings kilde. Vi har faktisk erfaringer med flere kommuner i det nordjyske, som har brugt det til en måde at rekruttere til uddannelse på, og det virker, konstaterer direktør for Sosu Nord Lene Kvist til TV2 Nord.
I Nordjylland skulle Sosu Nord sidste år skaffe 301 lærepladser til social og sundhedshjælperelever. Det lykkedes at finde 387. Som er 29% mere end forventet. Nu er der forhåbentlig endnu flere på vej til en trængt plejesektor.
- Jeg tror bestemt på, at selv om vi er i en højkonjunktur med høj beskæftigelse, at vi stadig væk kan hente flere ind i den her branche, påpeger Lene Kvist.
For Pia Staudt Larsen var det netop muligheden for elevløn under uddannelse, der fik hende til at vælge faget.
- Det betyder alt, for jeg ville ikke kunne få min hverdag til at hænge sammen med familie, hus og bil og så videre, hvis jeg skulle være på en SU, slutter Pia Staudt Larsen.