Studiestart: Nye studerende fyldte Honnørkajen i Aalborg
Foto: Tino Pedersen / TV2 Nord
Sådan så det ud i Aalborg, da studerende tog hul på første studiedag.
Masser af glade studerende var samlet til fælles morgenmad til Aalborg Universitets studiestart. De nye studerende ser frem til en studietid uden coronarestriktioner.
Rundt regnet 3000 nye universitetsstuderende var i morges samlet på Honnørkajen i Aalborgs midtby til den traditionelle studiestart med fælles morgenmad.
Og selvom tågen lå som en tyk dyne over havnefronten var der glæde og optimisme blandt de studerende, som ser frem til et studieår uden coronarestriktioner.
Se interview med rektor Per Michael Johansen:
For rektor på Aalborg Universitet Per Michael Johansen var morgenen også speciel, da sidste års fælles studiestart med rundstykker og taler blev aflyst, da coronaen spændte ben for for arrangementet.
- Men bortset fra tågen, der driller lidt, er det i år en studiestart, hvor vi er tilbage til det gamle. Og det er helt fantastisk at stå og kigge ud over alle de studerende, som glæder sig til det nye studieår, sagde Per Michael Johansen, inden han gik på talerstolen for at holde den officielle velkomsttale til de unge studerende.
Formand for Studentersamfundet Christoffer Holgaard var rigtig glad for, at det fælles morgenmadsarrangement var tilbage igen efter sidste års decentrale studiestart, som var spredt ud på campus.
- Det er meget symbolsk, at den eneste indhegning, vi har her, er minestrimler og nogle vagter, og ellers sidder vi lige så tæt, som vi plejer, siger Christoffer Holgaard, som ser frem til et studieår uden onlineundervisning, men hvor de studerende fysisk møder frem.
Se længere indslag fra morgenens studiestart på Honnørkajen i Aalborg: