Studerende bygger virtuelt hus: - Vi glæder os til at smage på virkeligheden
Studerende og virksomheder inspirerer hinanden til nye, bæredygtige løsninger til tre Digitale Dage på UCN i Aalborg.
Målet er klart: Der skal bygges et 800 kvadratmeter stort beboerhus for Himmerland boligforening.
Selv om de 150 studerende fra UCN, EUC Nord og Aalborg Universitet går til opgaven med iver, så er der 'bare' tale om et virtuelt projekt, de skal løse i samarbejde med deres vejledere og ingeniører og arkitekter fra 30 lokale virksomheder.
- Jeg glæder mig til at se, hvad det er og få en smag på virkeligheden – hvordan det er at arbejde sammen med nogen, man ikke sidder sammen med hver eneste dag, fortæller Kristoffer Højbjerg Sondrup, der selv går på professionshøjskolen.
VIDEO: Hør deltagerne fortælle om gevinsterne ved De Digitale Dage:
De Digitale Dage blev skudt i gang onsdag og løber henover de næste tre dage. Her skal deltagerne sammen bruge digitale redskaber til at simulere virkeligheden - og finde nye løsninger.
- De får øjnene op for et byggeri, der er meget komplekst med mange spillere på banen. For at få en bygning op at stå skal vi have mange fagligheder med, siger UCN's projektleder på De Digitale Dage, Søren Nissen.
Dygtige studerende
Selv om det er ambitionen, at de studerende skal lære af virksomhederne, går læringskurven bestemt også den anden vej.
- De kommer med nye vinkler og ideer til at prøve noget af. Jeg ville måske lukke ideen ned derhjemme, fordi det er for dyrt at rode med. Der kan de helt uskyldigt rode sig ud i det og finde ud af, om det virker eller ej. Så jeg får rigtigt meget ud af at være med heroppe, siger fagchef på AFRY, Kenneth Højbjerg.
De Digitale Dage
- Målet med De Digitale Dage er at samle alle byggeriets parter om at afprøve og præsentere de digitale redskaber samt at simulere virkeligheden for de studerende.
- De studerende og erhvervslivet arbejder blandt andet med indeklima, statiske principper, energi, bæredygtighed, sikkerhed, tilgængelighed, tidsplan, økonomi, byggepladsindretning og Building information management.
- Arrangementet er et samarbejde mellem Professionshøjskolen UCN, Aalborg Universitet og EUC Nord.
- Tilrettelæggelsen og gennemførelsen af De Digitale Dage 2022 sker i samarbejde med COWI & DI Byggeri.
- De Digitale Dage er støttet af Grundejernes Investeringsfond.
- De Digitale Dage foregår 6.-8. april 2021. I år er det 12. gang, De Digitale Dage afholdes.
Kilde: Professionshøjskolen UCN
Jeg glæder mig til at se, hvad det er og få en smag på virkeligheden.
Kristoffer Højbjerg Sondrup, studerende, EUC Nord
De studerende kommer fra forskellige uddannelser inden for byggeriet lige fra tømrere og murere på EUC Nord, bygningskonstruktører, energiteknologer og installatører på UCN til ingeniører i indeklima og energi- og konstruktionsingeniører på Aalborg Universitet.
Håbet er, at de studerende skal lære af hinanden. Derfor bliver de delt ind i grupper med flere forskellige fagfolk.
- De studerende repræsenterer tilsammen alle byggeriets parter, og de får derfor et uvurderligt indblik i hinandens fagområder, og det vil i sidste ende komme branchen til gavn, skriver UCN om dagene.
De Digitale Dage varer fra 6.-8. april.