Stort drama: Aalborg Håndbold smed sikker sejr væk i de sidste sekunder
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
En nøglekamp for Aalborg Håndbold blev spillet onsdag aften - og det blev en meget tæt kamp, selvom Aalborg i store perioder dominerede.
Det var på forhånd forventet at blive en tæt og hård kamp for Aalborg Håndbold. Sådan blev det også, selvom Aalborg var foran med seks mål flere gange mod mægtige Veszprem fra Ungarn.
Det var den første af to opgør i kvartfinalerne i Champions League.
Ungarerne har Ludovic Fabregas, Nedim Remili og den tidligere Aalborg-spiller Lukas Sandell på holdkortet, så det var et rigtig godt hold, aalborgenserne skulle møde.
Men det endte alligevel med et nederlag til Aalborg på 32-31, da Veszprem scorede i sidste sekund af kampen.
Aalborg Håndbold bragte sig i front med flere mål tidligt i kampen, og efter små ti minutter var Aalborg foran med 1-6.
Drømmestarten på kampen holdt halvlegen igennem, hvor specielt Aleks Vlah var skarp foran mål.
Forspringet blev kun truet, da Veszprem reducerede til 8-10, men efter en timeout formåede Aalborg alligevel at bringe sig tilbage på en femmålsføring. Første halvleg sluttede nemlig 12-17 til Aalborg.
Sejr spoleret til sidst
Anden halvleg begyndte heldigvis, som første halvleg sluttede, da Aalborg fortsatte med at være mellem fire til seks mål foran ungarerne.
Herfra begyndte forspringet dog at smuldre, da ungarerne åd sig tættere og tættere på en lige kamp.
Første gang, at stillingen blev lige, var ved 27-27. Her var det dog altid Aalborg, som kom foran igen. Udover til allersidst.
I de døende sekunder smed Aalborg i et angreb chancen for sejr, og Veszprem scorede - og kom foran for første gang i kampen - til slutresultatet 32-31.
Aalborg har stadig muligheden for at spille sig videre til Final4 i Champions League, hvis de vinder med to mål eller mere på hjemmebanen i Gigantium. Den spilles onsdag 1. maj.