Stor succes på gymnasium: Unge vil læse til soldat
Foto: Forsvarskommandoen
Jennifer vil være jagerpilot
Nørresundby Gymnasium er nærmest ved at drukne i sin egen succes.
En ny studieretning målrettet mod en karriere i Forsvaret har fået unge til at søge gymnasiet som aldrig før.
- Vi ligger aktuelt henved 40% højere end normalt, forklarer rektor Søren Hindsholm og fortsætter:
- Det er vi naturligvis meget glade for, for det gør det muligt at starte den nye forsvarsorienterede studieretning, som vi forventer os meget af. Jeg forventer at der bliver mindst én hel klasse og måske endda to.
Den nye studieretning målretter dele af undervisningen mod de mange forskellige civile og militære jobs, der findes i det danske Forsvar.
Samtidig vil de studerende komme på studiebesøg på de nordjyske militære tjenestesteder, ligesom de undervejs vil blive undervist af officerer i emner der er relevante for uddannelsen.
To af dem, der har søgt optagelse på gymnasiet for netop at søge den nye mulighed, er søstrene Jennifer og Caroline Sigen fra Vestbjerg:
- Jeg kan godt lide action og en tilværelse med "kick" i, så da min far fortalte mig om, hvad en jagerpilot arbejder med, vidste jeg med det samme, at det var noget for mig, forklarer Jennifer Sigen, der til dagligt går i 9. klasse på Vestbjerg Skole.
Hendes søster vil også gerne på den nye studieretning, men hun drømmer om en international karriere i militæret:
- Jeg tænker, at den samfundskritiske del af uddannelsen kan være relevant for en fremtid i eksempelvis FN, hvor man kan få ekstra glæde af de militære linjefag. Det kunne jeg godt tænke mig, siger Caroline Sigen.
Den store søgning har imidlertid givet Nørresundby Gymnasium en udfordring. Antallet af ansøgere overstiger antallet af pladser, så gymnasiets bestyrelse har rettet henvendelse til både Region Nordjylland og Undervisningsministeriet for at få udvidet kapaciteten midlertidigt:
- Jeg er fortrøstningsfuld, for der er jo stor politisk bevågenhed om forsvarsstudieretningen, så jeg er sikker på, at vi nok skal få plads til alle, lyder det fra rektor Søren Hindsholm.