Stor mangel på taxachauffører: Veronika sætter sig gerne i førersædet
Torsdag var der infomøde på AMU Nordjylland med henblik på at skaffe nye taxachauffører til den efterhånden pressede branche.
Veronika Ravn er en af mange, der er mødt op på AMU Nordjylland for at høre nærmere om et kursus, hvor man kan blive uddannet til taxachauffør på 10 til 18 dage.
Hun er meget opsat på at tage kurset, så hun måske kan sætte sig bag rattet i en taxa i Aalborg.
- Jeg elsker at køre bil, jeg er en god chauffør, og så er jeg en omsorgsfuld person, siger Veronika Ravn og tilføjer:
- Så jeg tænker, hvis man kan få koblet de ting sammen, så kan man blive glad for sit nye arbejde.
En presset branche
Projektet er et samarbejde mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), 3F Aalborg, AMU og den nordjyske taxabranche.
Der er nemlig stor mangel på taxachauffører i Nordjylland, hvor der lige nu er 45 ledige stillinger.
Vi prøver at henvende os til folk, der måske ikke lige havde tænkt på den mulighed
Gert Mark, formand, Aalborg Taxa
Det er især i nattelivet, at det kan være svært at skaffe en taxa for de festglade nordjydere.
- Vi kan ikke køre biler ud på gaden, når vi ikke har nogle chauffører til at sidde i dem, siger Gert Mark, der er formand for Aalborg Taxa.
- De chauffører, vi har, kan kun et vist antal timer, så vi vil gerne have nogle flere, så vi alle kan holde ud til at være her.
Håber på snarlige henvendelser
Det er STAR, der leder projektet, som altså primært består i at uddanne taxachauffører på de nævnte 10-18 dage.
Gert Mark håber derfor også, at der snart begynder at tikke nogle jobansøgninger ind til de ledige stillinger.
- Vi prøver at henvende os til folk, der måske ikke lige havde tænkt på den mulighed, som det her er, siger han.
Når man endelig har sit taxakørekort, så venter der også et job på den anden side – og det er Veronika Ravn klar til.
- Jeg synes, at der er en virkelig god mulighed for at få jobbet, siger hun.