Stine Rex får vild femteplads i et af verdens hårdeste ultraløb: - Jeg løb på babyhud
Foto: Screenshot fra Instagram
Sådan så Stine Rex ud inden løbet, men bestemt ikke efter.
Blot seks uger efter hun slog tre verdensrekorder i Aabybro, har den nordjyske ultraløber gennemført Spartathlon i Grækenland.
Vablerne var knapt helet og hovedet stadig mørt efter de 72 strabadserende timer i Aabybro, hvor Stine Rex løb 505,6 kilometer og blev verdensmester 20. august.
Alligevel var hun i weekenden i gang igen.
Denne gang var det 246 kilometer på en krævende bjergrig rute fra Athen til Sparta i Grækenland – i stegende hede og op mod 3.000 højdemeter.
- Jeg måtte skifte sko efter bare 42 kilometer, for jeg begyndte at få vabler. Det gjorde ondt, og jeg havde svært ved at få fart i benene, for jeg er ikke vant til at løbe to så lange løb lige efter hinanden. Jeg kunne ikke sætte tempoet op, fortæller Stine Rex på en telefonforbindelse fra Athen.
At ultraløberens definition på at løbe i ”roligt tempo” er anderledes end de flestes, vidner hendes placering om.
For trods vabler, ømme stænger og et hårdt bjerg, der ”virkelig trak tænder ud og kostede meget tid”, endte nordjyske Stine Rex som 5. bedste kvinde.
I et ultraløb, hvor omkring 150 af de i alt 350 deltagere udgik på grund af den ekstreme varme. Og hvor antallet af professionelle løbere var højere end nogensinde.
Kroppen siger til mig: ”Godt gået, Stine, men jeg går AMOK, hvis du finder på mere"
Stine Rex, ultraløber
- Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at jeg ville løbe så godt. Alle havde frarådet mig at løbe hele vejen – ”kan du ikke bare skiftevis gå og løbe”, sagde de til mig. Men jeg ville gennemføre på min måde – og det gjorde jeg, fortæller en glad Stine Rex.
Hun gennemførte de 246 kilometer i tiden 28 timer og 18 minutter.
De kender Stine fra Danmark
Rekordforsøget med 351 runder omkring den samme sø i Aabybro 18.-20. august er gået verden rundt. Stine Rex er blevet et navn, man kender i de allerbedste løbekredse i verden.
- Da jeg stod på startstregen i Athen, kom der rigtig mange professionelle løbere hen til mig for at sige tillykke med mit 72 timers løb. Jeg fatter slet ikke, at folk fra Taiwan og Mexico kender mig, siger en overrasket, men stolt Stine.
Opbakningen fra danskerne har også været overvældende.
VIDEO: Se de bedste øjeblikke fra Stine Rex' 72 timers rekordforsøg:
Hendes seneste præstation i Grækenland har hundredevis allerede været inde og like og kommentere på Stine Rex’ egen Facebookside, hvor hendes datter Emma har holdt fans, familie og venner opdateret undervejs i løbet.
- Sådan, Musen. Mega sejt, du gjorde det så kort tid efter sidste løb og gennemførte trods varmen. Er så stolt af det, skriver Louise Nørgaard.
- Du er og bliver mit store forbillede. Kæmpe stort tillykke til verdens bedste Stine – respekt herfra, lyder det fra Bente Dinesen.
Kommentarerne suger Stine Rex til sig her dagen derpå og godt et døgn efter, hun kom over målstregen i Sparta og kyssede statuens fødder - sådan som løbets tradition dikterer, man skal.
- Det er så stort, at så mange følger mig – både børn og unge. Jeg bliver bare så stolt af det. For det er lige så mange folk, der ikke selv løber, som skriver til mig, fortæller hun.
Og så er der også dem, der sender helbredende tanker til Stines hårdt prøvede fødder.
- Nu har du fortjent en lille ferie med familien under Hellas’ varme sol. Og med de slidte fusser i en kølende pool, lyder det omsorgsfuldt fra Jytte Hansen.
Stine Rex' datter Emma opdaterede Facebook under løbet:
Farvel til et løb fuld af minder
Det ikoniske Spartathlon-løb i Athen har Stine Rex gennemført flere gange før – to gange er hun kommet ind på en 4. plads. Men denne gang bliver hendes sidste.
- Jeg magtede faktisk ikke at løbe 246 kilometer så kort tid efter, men jeg havde meldt mig til og ville gerne sige ordentligt farvel, siger Stine Rex og henviser til de to gange, hvor hun måtte udgå af det græske ekstremløb efter henholdsvis 80 og 105 kilometer på grund af dehydrering.
Hendes kamp mod uret i 2021 fulgte vi i dokumentaren "Stine Rex i Grækenland" i to afsnit.
Løbende Mentos
At hendes sidste deltagelse i løbet, hun har så mange minder fra, endte med en 5. plads, er den bare 1,58 meter høje ultraløber taknemmelig for.
- Jeg var ikke ”sulten” på samme måde, som jeg plejer, fordi jeg lige har løbet 72 timer. Men dét at Dan og børnene var der, og at de løb de sidste kilometer med mig, hjalp mig så meget. Jeg besluttede mig for at have det så sjovt og hyggeligt som overhovedet muligt, fortæller hun.
Af samme grund havde den lattermilde løber valgt et hvid- og babyblåstribet løbesæt, der mindede hende om sin nye yndlingsspise.
- Jeg lignede én stor Mentos, siger hun og henviser til de slikpastiller, hun spiste i hundredevis af, da hun blev verdensmester i Aabybro.
- Jeg delte også Mentos ud til højre og venstre til de andre løbere undervejs i Spartathlon. De fik lige en Mentos fra patterne, for det var jo dér, jeg nemmest kunne få fat i dem, siger Stine Rex og slår sin velkendte latter op.
Kroppen gider ikke mere
Stine Rex har tilsyneladende lyttet til de gode råd fra fansene – eller også kommer dén slags ganske naturligt oven på 246 kilometers løb i 27 graders varme.
- Lige nu er jeg nede og gå en tur ved stranden. Jeg har lige gået et par kilometer med fødderne i vandet for at køle dem ned – det føles fantastisk, lyder det fra stjerneløberen, som lader skoene stå lidt endnu.
- Efter Aabybro kunne jeg løbe efter fire dage, men her kommer der minimum til at gå en-to uger. Jeg er træt i kroppen og skal passe på ikke at få skader, siger den lille, store løbestjerne.
Stine Rex lander i Aalborg på onsdag. Her venter hverdagen, og den kommer kun til at indbefatte almindelige træningsture. De længere konkurrenceløb er sat på pause.
- Jeg har sagt nej til VM i Taiwan til december. Jeg tror godt, jeg kunne nå at blive klar, men det kræver meget at finde sponsorer. Så mit næste mål bliver VM i 48 timers ultraløb i Balaton til maj.
For der er jo også lige den dér aftale, Stine Rex har med sin krop:
- Kroppen siger til mig: ”Godt gået, Stine, men jeg går AMOK, hvis du finder på mere”.
VIDEO: Stine Rex besøger TV2 Nords sportsmagasin "Tredje Halvleg":