Sten vandaliseret ved Den Jødiske Kirkegård i Aalborg
Foto: Privatfoto - Thomas Helgesen
Lørdag var det 81 år siden, at Krystalnatten fandt sted, og i kølvandet på det er jøder flere steder i landet blevet chikaneret.
En sten placeret på hjørnet af Den Jødiske Kirkegård i Aalborg er blevet spraymalet med bogstaverne "JUDE".
Den Jødiske Kirkegård i Aalborg ligger på hjørnet af Hasserisgade og Sankt Jørgens Gade i Aalborg, og på den skamferede sten er indgraveret hebraiske bogstaver.
Men henover de indgraverede bogstaver har en eller flere ukendte personer nu skrevet ordet "jude" - som er det tyske ord for jøde - med store sorte bogstaver.
Lørdag var det 81 år siden, at Krystalnatten fandt sted. En skæbnesvanger begivenhed 9. november 1938, hvor de tyske nazister startede et voldsorgie om natten mod jøder over hele Tyskland.
Hos Nordjyllands Politi har man en formodning om, at vandaliseringen af stenen ved Den Jødiske Kirkegård er sket i den forbindelse.
- Vi er rimelig sikre på, at det er noget der sket for nyligt. Men vi ved ikke, hvem der står bag det, siger Henrik Bech, vagtchef hos Nordjyllands Politi.
Hærværk og chikane andre steder i landet
Lørdag - på årsdagen for Krystalnatten - modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en jødisk gravplads i Randers var blevet udsat for hærværk.
Her var 84 gravsten på Østre Kirkegård malet med grøn graffiti, og enkelte var også blevet væltet.
- Det er forfærdeligt, og det er noget, vi tager stor afstand fra, siger Thue De La Cour, daglig leder ved Nordre og Østre Kirkegård i Randers, til TV2 Østjylland.
Dog er gravpladsen ikke det eneste tilfælde i landet, hvor jøder er blevet mindet om, at det lørdag var 81 år siden, at Krystalnatten fandt sted.
Lørdag morgen fandt en jødisk familie i Silkeborg et klistermærke på deres postkasse, der forestillede en jødisk stjerne. Stjernen var magen til den, som nazisterne i 1941 tvang jøderne til at bære synligt, så de kunne identificeres som jøder.
- Det Jødiske Samfund i Danmark ser med største alvor på weekendens antisemitiske hændelser - hærværk mod den jødiske gravplads i Randers og chikane mod en familie i Silkeborg.
At det sker på 81-årsdagen for Krystalnatten er dybt forstemmende, skriver Det Jødiske Samfund om begivenhederne på Facebook.