Statsadvokat anker fodboldtrøje-dom: Vil dømme for røveri fra 16-årig
Foto: TV2 Østjylland
Superligakampen mellem AGF og AaB fik et trist efterspil for en ung fan.
Statsadvokaten i Viborg anker dommen mod de to mænd, der i september sidste år frarøvede en 16-årig AaB fans spillertrøje.
Det var røveri og ikke ulovlig tvang, da en 16-årig dreng fik frarøvet sin fodboldtrøje på Frederiks Allé i Aarhus efter en kamp mellem AGF og AaB.
Det mener statsadvokaten i Viborg, der har anket den dom, som byretten i Aarhus kom frem til 15. maj.
Her fandt Retten to mænd på henholdsvis 22 og 24 år skyldige i ulovlig tvang.
Den 22-årige fik en dom på 60 dages fængsel, hvoraf 20 dage var ubetinget, mens den 24-årige blev idømt tre måneders ubetinget fængsel. En 26-årig mand blev frifundet i sagen.
Mens den 22-årige mand erkendte sig skyldig i ulovlig tvang, nægtede den 24-årige mand sig skyldig.
Stor mediebevågenhed
Dengang fik sagen stor mediebevågenhed, fordi der hurtigt florerede en video på Twitter af episoden.
I videoen kan man se, hvordan de formodede AGF-tilhængere tager fat i den 16-åriges hættetrøje bagfra for at rive den af ham. Den 16-årige AaB-fan river sig løs, men gruppen omringer ham og tvinger ham til at tage den røde hættetrøje af.
Han går med til at aflevere trøjen, fortalte han dengang til TV2 ØSTJYLLAND, og det får AGF-tilhængerne til at gå fra stedet med trøjen i hånden, som man kan se i videoen, der er blevet delt på Twitter.
Se videoen her.
Men det var røveri og ikke ulovlig tvang, mener Statsadvokaten i Viborg, der vil prøve sagen ved landsretten.
Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvornår sagen er berammet til.