Stækkede vinger: Nordjyske fly kom ikke i luften i Vietnam
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Great Dane Airlines sendte to fly og 35 medarbejdere til Vietnam for at flyve for et lokalt flyselskab. Men Corona-virussen satte en stopper for planerne.
Coronapandemien har været hård for flybranchen. Både store og små selskaber har kæmpet for at holde skindet på næsen.
I midten af juli lukkede Great Dane Airlines ruten fra Aalborg til København. Det nordjyske selskab havde fået en aftale med det vietnamesiske selskab Bamboo Airlines om at flyve ruteflyvninger.
28. juli tog de 35 første GDA-medarbejdere afsked med familie og venner i Aalborg Lufthavn for at sætte kurs mod Vietnam og en udstationering på et halvt år.
De to fly var også omkring Polen for at blive lavet om udvendigt, så flyene ligner Bamboo Airlines egne fly.
Corona stækkede vingerne
Men Great Dane Airlines kom aldrig i gang i Vietnam.
- På grund af et nyt corona-udbrud lukkede landet ned, og der blev indført store restriktioner, før vi kom ind og kom i gang med de planlagte flyvninger, siger administrerende direktør i Great Dane Airlines, Thomas Hugo Møller, til TV2 Nord.
I stedet er de to fly fra det nordjyske luftfartsselskab nu retur i Danmark.
Desværre er det meget omskiftelige tider. Også for omskiftelige efter min smag
Thomas Hugo Møller, administrerende direktør, Great Dane Airlines
- Og medarbejderne er sendt hjem, fortæller Thomas Hugo Møller og tilføjer, at aftalen med Bamboo Airlines stadig består.
- Aftalen består og er stadig den samme. Aftalen har også samme varighed som den oprindelige. Der er udelukkende tale om en udsættelse, indtil det er muligt for os at komme i gang igen, forklarer Thomas Hugo Møller. Han tilføjer, at han så sent som mandag var i kontakt med samarbejdspartneren for at blive opdateret på situationen.
Ny start i september
- Som det ser ud lige nu, er der håb om, at vi kan komme i gang omkring september. Til den tid har de aktuelle restriktioner og den aktuelle nedlukning varet i 30 dage, og forventningen er, at Vietnam derefter løsner op igen, siger han.
Han ærgrer sig over, at Great Dane endnu engang er løbet ind i udfordringer. Glæden var stor, da det hen over sommeren lykkedes at lande aftalen i Vietnam, der skulle sikre, at flyselskabet kan få fly på vingerne og medarbejdere på arbejde – trods de vanskelige corona-tider.
- Desværre er det meget omskiftelige tider. Også for omskiftelige efter min smag. Vi trænger efterhånden til noget medvind på cykelstien, siger Thomas Hugo Møller, som sætter sin lid til, at Great Dane Airlines kommer i luften over Vietnam i starten af september.