Sportschef håbede til det sidste, men: Hobro bankede 'lillebror' fra Vejgaard
Sportschef Søren Andersen anerkendte allerede inden resultatet forelå magtforholdet holdene imellem. VIDEO: Simon Hougaard
Vejgaard Boldspilklub måtte se sig slået af mægtige Hobro, der vandt 2-0 i overtiden under tirsdagens første runde af DBUs pokalturnering.
Søren Andersen så forventningsfuld til fra sidelinjen, mens hans spillere fra Vejgaard Boldspilklub tørnede sammen med Hobro på hjemmebanen Soffy Road.
Stillingen var nemlig noget overraskende 0-0, da kampen skulle være fløjtet af. Men i den forlængede spilletid kridtede Hobro IK støvlerne og hev en 2-0-sejr hjem.
Sportschefen havde ellers håbet på en sejr til det sidste, selv om han udmærket vidste, det ville blive svært. Det fortalte han til TV2 Nords udsendte reporter i slutningen af anden halvleg.
- Jeg er tilfreds, hvis vi vinder, men det er svært i dag, de er lidt længere fremme i processen, end vi er, siger han.
De to klubber mødte hinanden for tre år siden, hvor Vejgaard Boldspilklub overraskende vandt.
Men tirsdagens kamp endte med et nederlag, der måske kunne skyldes formen.
- Vi er lidt bagud på konditionen, så det kan være, det spiller ind på resultatet, sagde Søren Andersen, kort før resultatet lå fast.
Fedt at møde stort hold
Hobro Ik spiller i en anden række end Vejgaard Boldspilklub - og det er klart en faktor, indrømmede sportschefen. Men alligevel:
- Det er megafedt at møde et hold fra en højere hylde. Nu er vejret ikke med os i dag, så der er ikke sindssygt mange tilskuere, men det er fedt uanset hvad, sagde han til TV2 Nord.