Sporten er flygtninges livline i Aalborg
Fodbold og kajaktræning kan være afgørende for integrationen, mener man i Aalborg Kommune, og flygtningene er enige.
Én ting er sproget. Noget helt andet er de sociale spilleregler og den helt nye kultur, man står overfor, når man er flygtet fra enten Syrien eller Iran og er havnet i noget så fremmed som Danmark. Men sport kan være lige præcis den redningsplanke, der forbinder to verdener.
Det mener i hvert fald Aalborg Kommune, som gennem et kulturtilbud sender flygtninge ud i blandt andet sportsklubber. Og den indstilling deler de flygtninge, der har prøvet tilbuddet af.
Afshin Shabani - Iran. Medlem af Kano- og Kajakklubben Limfjorden.
- Jeg elsker kajak, så jeg ville gerne fortsætte min træning, da jeg kom til Danmark. Alle i kajakklubben er rigtig sympatiske, og de hjælper mig altid. Jeg er rigtig glad for det, siger Afshin Shabani.
Han kom til Danmark fra Iran for cirka et år siden og er nu gennem Aalborg Kommune blevet medlem af Kano- og Kajakklubben Limfjorden. Og selv om det har døjet med træningen, blev Afshin Shabani alligevel nummer fire ved Danmarksmesterskaberne i år.
Også for syriske Haju Murat har det at blive del af fodboldklubben Aalborg Chang gjort en stor forskel.
- Det betyder meget for mig at kunne spille fodbold her, fordi fodbold interesserer mig og betyder meget i mit liv. Jeg er meget glad for at kunne spille fodbold her i Danmark. Det giver mig motivation til at fortsætte mit liv her i Danmark, siger Haju Murat.
- Man skal ud i samfundet, deltage i sportsklubber, i sociale organisationer. Det er meget vigtigt at lære kultur og sprog på den måde, fordi begge dele er helt nyt her, fortsætter han.
Og det er netop for at lette overgangen fra én kultur til en anden og for at styrke sprogundervisningen, at Aalborg Kommune i sin tid oprettede tilbuddet.
- Om du spiller fodbold eller skak, så er der nogle universelle regler, og du kommer ud i dit interessefelt og lærer sproget og nogle sociale spilleregler, siger Morten Ubbesen, som er projektkonsulent for Kultur og Landdistrikter i Aalborg Kommune.
- Det er sund fornuft at få flygtningene ud i samfundet, for det hjælper på sprogindlæringen. Det går simpelthen hurtigere på den måde, også med integrationen. For man kommer ud i interessefællesskab, får relationer og netværk, snakker sproget og lærer de uskrevne regler på en anden måde end foran en tavle, uddyber han.
LÆngere tid med samarbejde om at få flygtninge ud i kommens forskellige idrætstilbud. Nu også udvidet tilbuddet med noget kulturelt, som for eksempel musikundervisning.