Spareplaner: - Uanset hvor højt man jamrer, er der ingen tilgivelse
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
- Men uanset hvor højt, man jamrer, så er der ingen tilgivelse for budgetoverskridelse.
Sådan siger Kjeld Møller Pedersen, der er professor og ekspert i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.
På Aalborg Universitetshospital og på regionshospitalet i Hjørring skal der nemlig nedlægges 229 stillinger, fordi Region Nordjylland skal spare 280 millioner kroner på sundhedsområdet på grund af budgetoverskridelser.
Det betød, at tidligere hospitalsdirektør Jens Ole Skov 28. september stoppede øjeblikkeligt i jobbet, og at den tidligere direktør overtog posten, indtil regionen kan rekruttere en ny.
- Når regionerne får penge fra staten, skriver de under på, at de skal holde budgettet. Og så er der bare ingen argumenter, der kan gå ind og ændre på det, siger Kjeld Møller Pedersen, og fortsætter:
- Og der kom heller ikke gaver i finansloven, der lige er vedtaget. Der kom ekstra penge til 2024 - men det hjælper ikke her og nu i 2023 – og derfor skal pengene findes.
Besparelser vil 'altid gøre ondt'
Det er i dag og i morgen, at de berørte medarbejdere får besked.
I følge planen skal der nedlægges 64 stillinger på Regionshospitalet og 165 på Aalborg Universitetshospital. Den foreløbige fordeling på personalegrupper er cirka 28 læger, cirka 113 sygeplejersker og sosu'er samt cirka 85 i andre faggrupper.
- Det vil altid gøre ondt, når man skal spare sådan. Men der er jo rigtig mange ansatte i sundhedsvæsenet i Nordjylland, og i den forstand, så er det ikke så meget, siger han.
Konstitueret hospitalsdirektør, Per Christiansen, samt formand for Regionen, Mads Duedahl, V, ønsker ikke at kommentere på spareplanerne før mandag, hvor der er møde i regionens forretningsudvalg.