Sovende gæster lugtede røg: Værelse udbrændt
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Branden opstod på et værelse i en bygning på Søndervangsvej i Aalborg-bydelen Vejgaard.
10-12 overnattende Airbnb-gæster blev tidligt torsdag morgen vækket, da et værelse stod i flammer.
Torsdag morgen klokken 04.30 blev Nordjyllands Beredskab alarmeret om en brand på et værelse i en bygning på Søndervangsvej i Vejgaard.
Indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab fortæller, at der i bygningen opholdt sig 10-12 Airbnb-gæster fordelt på forskellige værelser, og at de ikke var blevet vækket af en røgalarm, men derimod lugten af røg, som havde bredt sig i hele huset, der indeholder 13 værelser.
- Da vi ankommer, får vi at vide, at der opholder sig en person på et af værelserne, så vi trænger ind, men heldigvis er der ingen til stede på værelset, som er tæt på at være udbrændt, siger Søren Korsgaard.
- Farlig situation
Til gengæld var der gået ild i en seng, og branden spredte sig til resten af værelset.
- Det var heldigt, at de øvrige gæster opdagede branden. Ellers havde vi haft en meget farlig situation, siger Søren Korsgaard.
Han fortæller, at flere af gæsterne efter den voldsomme oplevelse straks pakkede deres kufferter og forlod stedet.
Årsagen til branden kendes endnu ikke, men Søren Korsgaard fortæller, at der ved siden af den udbrændte seng stod et askebæger, så det er muligvis rygning, der har forårsaget branden.