Som taget ud af en film: Angreb fangetransport for at befri fængslet mand
Foto: Ernst Van Norde/Bt-Bt/Ritzau Scanpix
Genrefoto.
To unge mænd angreb ifølge politiets oplysninger ad flere omgange en fangetransport i Aalborg.
Angreb på en fangetransport midt i en større by ved højlys dag med det formål at befri en fange.
Det lyder som plottet i en Hollywood-film, men det er også plottet i det anklageskrift, som politiet ifølge planen møder med i Retten i Aalborg tirsdag.
Her vil to unge mænd på 20 og 21 år blive tiltalt for angrebet på fangetransporten og de betjente, der kørte den.
Den højst usædvanlige episode fandt sted midt i Aalborg ved 15-tiden 18. november sidste år. Det begyndte ved Retten i Aalborg, da betjente førte en varetægtsfængslet mand fra retslokalerne og ud i den fangetransport, som skulle køre ham til arresten.
Det fremgår af anklageskriftet, at da betjentene førte manden ud til bilen, kom de tiltalte så tæt på, at betjentene måtte advare dem mod at komme nærmere. Men dermed stoppede det langt fra.
Da fangetransporten kørte fra rettens område ud på Badehusvej, forsøgte de tiltalte – ifølge anklageskriftet - at åbne den ene bagdør til bilen eller at slå på bilens ruder eller lignende.
Situationen havde sådan en karakter, at betjentene måtte aktivere udrykningshornet og køre over i modsatte vognbane for at komme væk i en fart. Det lykkedes også, men få minutter senere var den gal igen.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til 13. og 14. juni ved Retten i Aalborg.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Nyt angreb i befærdet kryds
Det fremgår nemlig af anklageskriftet, at da fangetransporten nåede til det store kryds ved Kong Christians Allè og Hobrovej, var den gal igen.
Fangetransporten kørte frem mod krydset i en venstresvingsbane, da de tiltalte ifølge anklagerne kom kørende frem mod krydset i en VW Golf. Her krydsede de henover to vognbaner og køre ind foran fangetransporten, som måtte bremse op, hvorefter begge biler holdt tilbage i krydset for rødt.
I den forbindelse er den ene af de to unge mænd tiltalt for at stige ud af personbilen med en hætte trukket op over hovedet og en ukendt genstand i den ene hånd.
Han gik hen mod fangetransporten, hvorefter betjentene igen valgte at aktivere udrykningshornet og køre fra stedet i en modkørende vognbane.
Tiltalt i sag om knivstikkeri
De to unge mænd er desuden tiltalt i en sag om vold af særlig rå, brutal og farlig karakter. Den fandt sted 27. januar midt på eftermiddagen i Aalborg. Her er de to tiltalt for – sammen med flere andre – at have overfaldet to personer og stukket dem med kniv.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan de to mænd forholder sig til anklagerne i sagen. Det fremgår af anklageskriftet, at hvis de dømmes i sagen, så risikerer de samtidig at blive udvist af Danmark.