Søren Enggaard får fængselsdom - stor bøde til erhvervsmand
Foto: Torben Lykke Larsen
Sagen handlede om insiderhandel i toppen af det nordjyske erhvervsliv.
De to fremtrædende, nordjyske erhvervsfolk, der var anklaget for insiderhandel, har fået deres dom.
Fængselsstraf og bøde. Det oplyser NSK anklagere.
Det er byggemæcenen med det i Nordjylland, verdensberømte efternavn Enggaard, Søren Enggaard og storbonden og Enggaards ven, Flemming Fuglede Jørgensen, der havde udvekslet viden om Codans milliardsalg til Alm. Brand.
I bestyrelsen af Alm. Brand sad nemlig Flemming Fuglede.
Derfor kontaktede storbonden sin ven, Søren Enggaard, der hurtigt købte en større aktiepost.
I dag er der faldet dom i sagen, der var en tilståelsessag, ved Retten i Aalborg.
Retten i Aalborg har idømt Søren Enggaard 60 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år i en sag om insiderhandel med Alm. Brand-aktier.
Samtidig er Flemming Fuglede Jørgensen i samme sag blevet idømt en bøde på 15.000 kroner for at have tippet Søren Enggaard.
Den information fortalte han over en telefonsamtale til Søren Enggaard på en færgetur, hvor telefonen tilmed var på medhør.
Samme dag købte Søren Enggaard derfor aktier i Alm. Brand for næsten en million kroner.