Snyd med verdensrekord? Nu svarer Stine Rex på kritikken
Foto: Caroline Monin, TV2 Nord
Stine Rex havde ikke regnet med, hun skulle bruge sine første dage efter løbet på at forsvare sig.
Benene er ømme, og stemmen er slidt.
Ultraløberen Stine Rex har smidt sig i sofaen, efter hun, den seneste uge, har løbet rundt i en cirkel i 913 kilometer.
Selvom der ikke er flere tånegle tilbage og hendes brugte sportstøj næsten giver hende traumer, så har de seks dages løb været det hele værd.
For hun slog verdensrekorden.
- Det er det største for mig, det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, siger hun.
Men glæden var kort. Der gik nemlig ikke længe, før en konkurrent forsøgte at ødelægge det hele for hende.
- Jeg synes, det er så dårlig stil. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget lignende, lyder det fra nordjyden.
Amerikanske Camille Herron har, indtil nu, haft rekorden i ultraløb i seks dage. Men kort tid efter hun mistede den til Stine Rex, skrev hun på de sociale medier, at nordjyden havde snydt.
- Det er bare så ærgerligt, at jeg skal 'fejre' min verdensrekord med den irriterende ting i baghovedet. Jeg er overbevist om, at jeg har verdensrekorden. Og hun skal ikke tro, hun kan komme spolere det, siger Stine Rex.
Beskyldning uden grund
Stine Rex beskyldes for at være blevet pacet af blandt andet løbende børn, mens også golfvognen, der har filmet hende uafbrudt i seks dage, er blevet italesat som et problem.
Ifølge landstræneren for det danske ultralandshold, Jesper Kenn Olsen, holder amerikanerens anklager ikke stik.
- Camille Herron er én af de få atleter i vores ultraløbsverden, der er enormt usportslige. Hun forsøger kun at skabe splid. Men vi har sagt til hende, at alt er dokumenteret på kamera, og der ikke er noget at komme efter, siger Jesper Kenn Olsen.
Under hele seksdagesløbet var en løbsleder til stede. Hun holdt styr på, at alt foregik efter reglerne, og havde også et vågent øje på netop pacing fra både personer og golfbil.
- Der har ikke været noget pacing her. Det mindste, der har været, er blevet godkendt af det internationale ultraløbsforbund. Så der er ikke noget pacing at nævne, siger løbslederen Louise Kjeldmann.
En usportslig atlet
Udover at skrive på de sociale medier, har Camille Herron også klaget til de internationale ultraløbsforbund, IAU og organisationen GOMO.
Og det er ikke første gang, de modtager en klage fra hende, fortæller Trishul Cherns, der er president i GOMO, Global Organization of Multi-Day Ultramarathoners.
- Camille Herron er en god atlet, det er der ingen tvivl om. Men hun bruger usportslige metoder, når hun forsøger at skabe rygter, anklage og forvirre, og på den måde så tvivl ved Stines præstation, siger han.
Faktisk har Camille Herrons tidligere klage haft betydning for én af Stine Rex' rekorder. Tidligere på året snuppede Stine Rex verdensrekorden i 48-timers løb for næsen af amerikaneren.
Også her indgav hun indsigelser om snyd, og det har betydet, at den, efter knap fire måneder, stadig ikke er blevet officielt godkendt.
- Når der kommer klager eller indsigelser, udsætter det hele processen i forhold til at godkende en rekord. For alt skal kigges igennem igen, fortæller Trishul Cherns.
Det er IAU, International Association of Ultrarunners, der endeligt skal godkende 6dagesløbet. Men Ifølge præsidenten for GOMO, er der dog ingen grund til bekymring.
- Stine Rex har løbet et virkelig flot løb og har fulgt alle regler, så i min optik er der ingen grund til at være bekymret, siger han.
Det kan tage op til flere måneder, før Stine Rex får godkendt sine rekorder. Uanset hvor lang tid, det tager, er Stine Rex ikke i tvivl om, at rekorden er hendes.
- Så må hun jo bare snøre skoene og tage ud og løbe i seks dage for at slå rekorden igen, lyder det fra hende.