Smitteudbrud på skole: 317 elever er sendt hjem
Filstedvejens Skole i Aalborg har sendt samtlige elever fra 0. til 4. klasse hjem mandag, efter skolen har konstateret, at foreløbig omkring ti elever er testet positiv for corona.
Filstedvejens Skole i Aalborg er ramt af det, der betegnes som udbrud af corona, og har sendt alle skolens elever i indskolingen hjem mandag morgen.
Foreløbig har skolen modtaget oplysninger om, at ti elever er smittet med corona, og man frygter, at antallet vil stige i takt med, at samtlige børn og forældre, lærere og pædagoger bliver testet.
Der er tale om smittede elever, der ikke er i samme bobler, det vil sige, smitteudbruddene er på flere forskellige årgange - og der er umiddelbart ingen sammenhænge, der forklarer de mange pludselige positive test.
- Der er bestemt ingen, der synes, det er sjovt det her, men det er nødvendigt, for at vi skal have stoppet smitten, siger Peter Rasmussen, der er skoleleder på Filstedvejens Skole.
Han tilføjer, at forældrene har trods de pludselige og mange logistiske udfordringer, de nu står med, idet også skolens DUS-ordning er lukket ned, har tacklet meldingen om hjemsendelsen utroligt godt.
Skolens elever fra 5. klasse, der netop i dag har fået lov til en gang om ugen at vende tilbage til skolen bliver umiddelbart ikke påvirket af smitteudbruddet.
Lukket ned resten af ugen
Aalborg Kommunes skolechef Mads Rune Jørgensen oplyser, at man har valgt at lukke ned for indskolingen foreløbig en uge i håb om, at det vil få smitten standset.
- Vi har tidligere oplevet lignende smitteudbrud på andre skoler i kommunen, og det er med de erfaringer i rygsækken, at vi har valgt en uges nedlukning, siger Mads Rune Jørgensen og tilføjer, at der desværre ikke er nogen facitliste på, hvad det er det rigtige at gøre, men at såvel skole som forvaltning har handlet så hurtigt som muligt.
- Der er smitte på så godt som alle klassetrin i indskolingen, så vi have det standset, siger skolechefen.
Han understreger, at kommunen er forpligtet til at tilbyde nødundervisning til de elever, der måtte have brug for det.
- Vi vil gerne appellere til forældrene om at holde børnene hjemme i det omfang, det kan lade sig gøre, men det er klart, at hvis man forældre har et samfundskritisk erhverv, der gør, at man skal afsted og ikke har anden mulighed, så stiller kommunen nødundervisning til rådighed, siger Mads Rune Jørgensen.
Opfordrer forældre, der også har børn i daginstitution til at være opmærksomme
I følge Hans Christian Mariegaard, Børne- og Familiechef i Aalborg Kommune, er alle forældre, som har børn i de klasse, hvor der har været smittet, blevet opfordret til at være ekstra opmærksomme, hvis de har andre børn for eksempel i daginstitution.
- Vi har formidlet ud til forældrene, at de skal holde ekstra godt øje med symptomer hos alle deres børn. Det skulle jo nødig sprede sig til de omkringliggende daginstitutioner, siger han.