Småkage-gate: Kommunen kan fortsat kigge med på Facebook
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Aalborg Kommune erkender at have handlet forkert i småkagesag, men lov tillader, at de fremover stadig kan kigge med på sociale medier til stor ærgrelse for 3F.
Det var ikke i orden, at Aalborg Kommune på grund af et billede af småkager og chokolade på Facebook satte Anita Bang Degn op i praktiktimer.
Det indrømmede kommunens Familie- og Beskæftigelsesforvaltning blankt på et møde med 3F onsdag, hvor det skulle diskuteres, hvordan de sociale medier fremover skal bruges i sagsbehandlinger hos jobcentrene.
Men det afholder ikke kommunen fra at bruge Facebook og andre sociale medier i fremtiden. Det har sagsbehandlerne nemlig lovhjemmel til at gøre, viser et notat, som nu vil blive sendt rundt i kommunen. Men et Facebook-opslag vil aldrig kunne stå alene som årsag til at reducere dagpenge og kontanthjælp eller at regulere arbejdsprøvning og praktik.
Faktisk er det kun i særlige tilfælde, hvor kommunen har modtaget en anmeldelse eller har en begrundet mistanke om snyd, at det er tilladt for sagsbehandlerne at tjekke de sociale medier.
- Der skal være en faglig og saglig begrundelse, men det er en gråzone, som vi hele tiden skal være i dialog om, siger rådmand Mai-Britt Iversen (S).
Men det er ikke noget, der vækker udelt begejstring hos 3F's afdelingsleder i Aalborg, Allan Busk. Nærmest tværtimod.
- Jeg mener personligt, at det er skidt for tilliden i Danmark, at myndighederne kan bruge sociale medier på den her måde. Vi er meget optagede af, at borgere har tillid til instanser og til kommunen, og når man ved, at kommunen kan kigge én over skulderen, er der allerede dér sket et tillidsbrud. Som sygemeldt eller ledig skal man ikke tænke over det, hver gang man poster noget på de sociale meider, siger Allan Busk.
- Men vi kan ikke gøre noget ved det. Kommunen har loven på sin side. Så vi accepterer det, men vi bifalder det ikke. Derfor har vi også på mødet gjort kommunen det meget klart, at vi følger alle sager og vil slå ned, hver gang de sociale medier ikke er brugt rigtigt, siger Allan Busk.