Skybrud eller hedebølge? Nordjyderne flår charterrejser af hylderne
I Aalborg Lufthavn vrimler det med flygæster, der er trætte af regnvejret.
Der er travlhed i Aalborg Lufthavn, hvor forventningsfulde nordjyder rejser mod varmere himmelstrøg.
Solskinstimerne har ikke stået i kø denne sommer.
Og det har fået flere nordjyder til at skrotte deres danske sommerferieplaner og kigge mod charterbureauernes tilbud.
- Det var jo meningen, vi skulle til Skagen, men det har vi altså droppet, lyder det fra Christian Flak fra Aars, der tirsdag står sammen med Dorthe Flak og checker ind i Aalborg Lufthavn.
Planen var egentlig sejlerferie rundt i Nordjylland, men i sidste uge bookede de i stedet en billet til Mallorca.
- I går sejlede vi en tur til Fur, men der var kuling både frem og tilbage, og der var mennesketomt derovre, siger Christian Flak.
- Vi skal bare væk, og det skal være nu
Sidder du med samme idé som gæsterne i Aalborg Lufthavn, kan det være risikabelt at ligge på den lade side.
- Der er normalt travlt nu, men endnu mere med vejret - det presser meget mere, lyder det fra direktør hos Bravo Tours, Peder Hornshøj.
Meldingen er den samme fra andre charterbureauer; Der er meget få rejser tilbage, hvis man vil sydpå.
- Vi har haft tilfælde, hvor folk er trillet ind på pladsen med en campingvogn og har sagt: Vi skal bare væk, og det skal være nu! Og med børn, der er kede af det på bagsædet, fortæller Peder Hornshøj.
Hedebølge eller ej?
Måske kan valget mellem skybrud og hedebølge lyde som et valg mellem pest og kolera.
Men det er ikke indstillingen i Aalborg Lufthavn.
Hedebølge på fredag med 36-37 grader i Spanien. Hvad siger du?
- Det tager vi stille og roligt. Vi har ikke sat os ind i det, men vi skal bare afsted, lyder svaret fra Jonas Høegh fra Randers.
- Det tror jeg, der er rigtig mange andre, der vil være misundelige på. Jeg er i hvert fald stor fan af det, siger Michelle Kristensen fra Frederikshavn.
- Vi går bare i vandet og drikker en kold øl og spiser en is, er løsningen ifølge Per Abildgaard fra Klarup.