Skud og knivstikkeri i boligområde: Naboer skræmt fra vid og sans
Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord
Omkring gerningsstedet fandt politiet afskudte patronhylstre.
Tidligere i dag kunne TV2 Nord fortælle, at der onsdag aften kl 22:20 blev anmeldt en skudafgivelse på Fridtjof Nansens Vej i Aalborg, hvorfra en 21-årig mand blev sendt på hospitalet.
Nu kan Nordjyllands Politi dog endelig bekræfte til TV2 Nord, at der er foregået vold, knivstikkeri og skudafgivelse på stedet. Politiet vurderer, at der er tale om et internt opgør i kriminelt miljø.
Politikommissær, Carsten Straszek, oplyser, at politiets patruljer – da de kom frem til stedet kort efter anmeldelsen – fandt en person, den 21-årige mand, der var kvæstet som følge af vold og knivstik, dog ikke skud. Manden er behandlet på sygehus, og han er uden for livsfare.
I løbet af formiddagen har politiet efterforsket sagen og omkring gerningsstedet, hvor man har fundet afskudte patronhylstre.
Gode spor i sagen
Det konkrete hændelsesforløb er dog endnu ikke kortlagt, og derfor kommer politiet til at opholde sig i området omkring gerningsstedet resten af dagen.
- Vi kan ikke gå nærmere ind i omstændighederne omkring mulig skudafgivelse på stedet, da det er en del af vores igangværende efterforskning, siger politikommissær Carsten Straszek og fortsætter:
- Vi har et stort arbejde foran os med afhøringer, forhøringer, tekniske undersøgelser og lang række andre efterforskningsskridt.
- Men vi har gode spor at gå efter. Mere kan jeg dog ikke udtale mig på stående fod. Af hensynet til efterforskningen.
Skræmte naboer
Anmeldelelsen kom fra en borger, som havde hørt brag og lyde fra slagsmål, oplyser politikommisær Carsten Straszek.
TV2 Nord har torsdag formiddag været på gerningsstedet. Ingen naboer tør at stille op til interview. Men overfor TV2 Nords reporter fortæller de, at der er mange "grimme" typer, der færdes i området om aftenen.
Nordjyllands Politi opfordrer vidner til at henvende sig på tlf. 114, hvis de har set noget mistænkeligt i området ved Fridtjof Nansens Vej.