Skatten hæves - splittet byråd i Aalborg lander budgetaftale
Skatten sættes op.
Der var ikke stor enighed blandt politikerne om, hvordan budgetaftalen for 2024-2027 i Aalborg Kommune skulle skrues sammen.
Alligevel kom de sent onsdag aften i mål.
19 ud af 31 medlemmer af byrådet stemte for aftalen, der blandt andet indeholder en historisk skattestigning.
Kommuneskatten, der ikke har været hævet siden 90'erne i Aalborg Kommune, hæves nemlig fra 25,4 til 25,6 procent. Det betyder, at borgere med en indkomst på 300.000 kroner skal betale cirka 50 kroner mere i skat om måneden.
Skattestigningen gør, at kommunen får ekstraindtægter på 18,4 millioner kroner i 2024 stigende til 73,8 millioner kroner fra 2028.
- Velfærden er vigtigst, og budgetforligspartierne er derfor blevet enige om, at vi med en lille skattestigning kan tage de værste velfærdsbesparelser ud af budgettet til gavn for børn, ældre og borgere med særlige behov og mennesker med handicap, siger borgmester i Aalborgt Kommune, Lasse Frimand Jensen (S) og tilføjer:
- Skattestigningen muliggør blandt andet, at vi kan bevare alle skolerne, ungecenteret Nexus, og at vi kan også fjerne de foreslåede besparelser på MidbySjakket og Ungerådgivningen. Vi har prioriteret at fastholde den nuværende sammensætning af medarbejdere i skolerne og dagtilbuddene, så vi bevarer den kvalitet, som mange borgere har tilkendegivet har stor betydning, siger han.
Hér får de tilført penge
Desuden fremhæver borgmesteren, at velfærden følger med de ældre.
- Vi bevarer den skemafri vagtplanlægning for nyuddannede nyansatte medarbejdere, og så ruller vi besparelsen på klippekort på plejehjem delvist tilbage. Vi tilfører 3 millioner kroner fra 2024 for at bevare den ekstra tid til hjælp, omsorg og aktiviteter, der giver den enkelte beboer ekstra livskvalitet i hverdagen, siger Lasse Frimand Jensen.
Safe House, der skal sikre tryghed i nattelivet og ikke mindst i Jomfru Ane Gade, får i det nye budget 400.000 kroner årligt.
På anlægssiden er der afsat penge til renovering af Hals Havn og Nørresundby Havn. Derudover er der også penge til en legeplads på Seminarieskolen, en skurby i Nørresundby samt flere sikre skoleveje og cykelstier.
Det var Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet, der landede aftalen.
Budgettet sikrer en økonomisk balance med en kassebeholdning på 570 millioner kroner i 2026. Budgettet vedtages endeligt af Aalborg Byråd til 2. behandlingen 11. oktober.