Skål! Øllets dag i Aalborg
Foto: TV2/Nord
Øllet flød i lange baner i Nordkraft i Aalborg i dag. Entusiaster i massevis var nemlig samlet til Øllets Dag.
For tredje år i træk fejrer foreningen Danske Øl-entusiaster de gyldne dråber i Nordkraft. Hver gang er antallet af udstillere og deltagere vokset, og i år er ingen undtagelse. 28 stande delte i dag ud af alverdens forskellige slags øl, og det er 12 stande mere end sidste år.
Der bliver ikke kun drukket øl til Øllets Dag. Den Regionale Øl-pris skal også uddeles, og i år gik æren til Johann Mar Gudbergsson, der er indehaver af gastropubben Wildebeest i Aalborg. Han fik prisen for sit arbejde med at kombinere øl og mad:
- Jeg blev meget overrasket, vil jeg sige. Der er flere gode øl-steder her i Aalborg, som helt sikkert også ville fortjene at få prisen. Men jeg er meget beæret over, at der er nogen, der har set mit arbejde med at få øl og mad til at passe sammen, siger Johann Mar Gudbergsson.
Gastropubben Wildebeest er ejet af en islandsk familie bestående af mor og far og fem sønner. De flyttede til Danmark i 1996, og for to år siden åbnede de Wildebeest. Udover Wildebeest deltog bryggerier fra hele landet:
Basement Beer Bar, Bad Seed Brewing, Bryggeriet Vestfyen med Willemoes og Frejdahl, Bøgedal, Bøgeskov Bryg, Ebeltoft Gaardbryggeri, El Mariachi, Frederikshavn Bryghus, Fur Bryghus, Hjort Beer, Indslev/Ugly Duck, London Pub, Løkken Bryghus, Midtfyns Bryghus, Munkebo Mikrobryg, Nibe Bryghus, Nordic Brew, One Pint, Rækker Mølle Bryghus, Struer Håndbryg, Søgaards Bryghus, TastyLand, Thisted Bryghus, Ugelris Vingaard & Gaardbryggeri, Viborg Bryghus, Vist Aalborg, Wildebeest Gastropub og Aalborg Håndbrygger Laug.