Sidste store skalp? "Barcelona er det ultimative"
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Hjemmebanen er gået fra halfest, hvor nordjyderne skulle se giraffen til aalborgensisk inferno.
- Selvom vi er nordjyder, så får nordjydernes følelser lidt mere frit løb.
- På den gode måde!
Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold glæder sig.
Sent onsdag aften er Gigantium proppet som sild i en nordjysk tønde, når Mikkel Hansen og Aron Palmarsson byder deres tidligere hold, mægtige Barcelona 'velkommen'.
Og med aalborgensernes indhug mod verdenstoppen er det et anderledes 'velkommen' nu end tidligere, erkender direktøren.
- Nu er publikum der også for at hjælpe os til at vinde. Nogen gange var de der nærmest for at se de andre hold, siger Jan Larsen med et smil.
Han fortsætter rosen af det aalborgensiske hjemmepublikum, som - ligesom klubben - har udviklet sig gevaldigt.
- Det siger spillerne også, siger han.
Hvor mange billetter kunne I have solgt?
- Det er et godt spørgsmål - tæt på dobbelte, og vi har måttet sige "nej, nej og nej". Det havde været rart med en større hal, men det må de 5000 klare, siger Jan Larsen om kampen, der blev udsolgt på rekordtid.
Sidste store skalp
Og det er ikke hvem-som-helst, de skal klare.
Barcelona, med danske Emil Nielsen i mål, er tidobbelt Champions League-vinder. Derudover er trofæskabet krydret med 28 spansk mesterskaber og 25 spansk pokalturneringer.
- Vi har jo slået alle de andre store hold, men Barcelona er nok det ultimative. Et vanvittigt hold med de bedste spillere, lyder analysen.
Og det er netop den sidste store skalp, som Aalborg håber at tage i aften, hvis drømmen om at vippe de forsvarende Champions League-vindere af tronen, skal indfries.
- For 4-5-6 år siden vidste vi godt at vi var chanceløse, det føler vi ikke mere. Men vi skal ramme den lige i røven, siger Jan Larsen.
- Jeg sad lige og kiggede. Det er tiende gang, vi møder dem og udover et enkelt smalt nederlag har vi ellers ikke været i nærheden.
- Ellers har vi fået bøllebank. Den eneste gang, vi var tæt på var Aron Palmarsson skyld i det med to afgørende mål, kommer det med et grin fra Jan Larsen.
Det slipper de så for i aften, hvor islændingen optræder for Larsen og Co., men det kræver mere end en varm vulkanarm med ild i.
- Vi skal have hallen med, som den ekstra mand, siger direktøren.
Kampen mod Barcelona starter klokken 20:45.