Servicearbejde i Limfjordstunellen starter tirsdag
En hovedvandledning i Limfjordstunnellen skal udskiftes, hvilket betyder at passagen gennem tunnellen begrænses i perioder. Arbejdet begynder tirsdag.
En planlagt udskiftning af en hovedvandledning vil i de kommende uger begrænse passagen i Limfjordstunnellen. Aalborg Kommunes vandforsyning starter arbejdet i tunnellen tirsdag.
Fra den 2. marts til den 11. april 2016 vil der i perioder kun være åben for kørsel i et tunnelrør, hvilket betyder, at der kun er en vognbane åben i hver retning. Der vil være en fartgrænse på 50 kilometer i timen.
Arbejdet vil ofte foregå i aften- og nattetimerne mellem 19.00 og 06.00. Det er dog ikke udelukkende i de sene timer, at arbejdet foregår. Så det kan være en god ide at holde sig opdateret på trafiksituationen i tunnellen.
Her kan du se den foreløbige plan for arbejdet i Limfjordstunnellen. Planen kan ændre sig løbende, så Vejdirektoratet opfordrer til, at man også holder sig opdateret på deres trafikkort.